I joined Flickr way back in 2005 and for several years I used it intensely for my digital photos. I have 838 photos there. That's not a lot today, but please remember, the first-generation iPhone was released on June 29, 2007! Before that, you had to have a special camera to be able to take digital photos.
As my blog "Du er, hvad du tagger" shows, I was teaching Web 2.0 technologies for years and introduced hundreds of students and teachers to Blog, Flick, del.i.cious (social bookmarking and a lot of other social medias. That was a great time of great enthusiasm, that I remember with great pleasure.
Now that I'm retired, I want to use Flickr again but quelle horreur!! I can't access it because the email I used was a corporate email that has been discarded by my (now former) employer, UC Syd. I contacted Flick and hoped they could help. I remembered Flickr as always helpful, but it has been owned by several different companies during it's lifetime. I contacted Flickr with my fingers crossed.
A few days after the usual auto-we-have-received-your-mail-response, I was contacted by Carol, who asked me for verification of my identity as the Lis Faurholt, who owns Liz@rt's Flickr photos. It's not an easy process, but Carol is extremely helpful at the same time as she is fulfilling the corporate rules on securing their customers materials. I find it hard to convince Carol, but do respect her reasons for trustworthy verification.
I'm still hoping.....
tirsdag, februar 11, 2020
fredag, juni 22, 2012
tirsdag, juni 12, 2012
Test fra iPad'en
Øv! Der er ikke en iPad app, kun en iPhone app, der virker på iPad'en.
Det kan da få en til at overveje Wordpress :/
Det kan da få en til at overveje Wordpress :/
mandag, marts 12, 2012
Gode links til begrebet Gamification
Harddisken d. 23. feb. 2011 om gamification: det bedste, der er sket siden skiveskåret brød.
- værd at bemærke: SAPS (Status, Access, Power and Stuff in that order).
Gabe Zichermann's blog: the gamification blog
Mine eksempler fra det ældgamle interessefællesskab: tv dot com:
AprilFox (aktiv siden 2005)
CouchPeanut (aktiv siden 2010)
- værd at bemærke: SAPS (Status, Access, Power and Stuff in that order).
Gabe Zichermann's blog: the gamification blog
Mine eksempler fra det ældgamle interessefællesskab: tv dot com:
AprilFox (aktiv siden 2005)
CouchPeanut (aktiv siden 2010)
torsdag, april 14, 2011
3 Casual games på Facebook
Jesper Juels "A Casual Revolution" er en af de bøger, der kom præcist lige netop, da jeg var parat til at læse den. Jeg havde jævnligt lavet søgninger på "Passive Games", som fænomenet også betegnes som ("Casual Games" synes at have vundet "kampen om retten til at definere begrebet" nu), og JJ's bog kom som en gave sendt fra.... well, forlaget :)
Hidtil har jeg læst og tænkt over mine erfaringer og opdagelser, men nu er tiden kommet til at forsøge at få orden på tankerne, så jeg ikke igen om et par år igen sidder og ærgrer mig over, at jeg ikke fik fastholdt det, jeg tænkte undervejs.
Jeg har koncentreret mig om 3 spil på Facebook: MouseHunt, Fish Wrangler og Ghost trapper. Det har været en belastning, men også en fordel. En belastning, fordi der hører daglige sociale forpligtelser med, men en fordel, da de 3 spil fra at være ret ens i begyndelsen (Fish Wrangler og Ghost Trapper utvivlsomt ripoffs af Ghost Trapper) over tid har udviklet sig meget forskelligt, hvilket stiller hvert af spillene/spilelementerne i et tydeligt relief.
MouseHunt har over tid lagt mere og mere distance til de to øvrige. HitGrab (firmaet bag MouseHunt) er tydeligvis langt mere professionelt end de to øvrige. MoueHunt er også det oprindelige, mens såvel Fish Wrangler og Ghost Trapper utvivlsomt er rip-off af MouseHunt.
Først de hårde data:
MouseHunt (2008)
MouseHunt produceres af HitGrab Inc, et canadisk game firma. I skrivende stund arbejder følgende på MouseHunt (HitGrab har flere spil):
Fish Wrangler produceres af en enkelt, amerikansk programmør, Joe Faron (med en tegner, Daniel Roper ansat) samt hans kæreste (Jillian Young) til at tage sig af det sociale.
Om Joe Faron (Facebook profile): Suit up.
I'm an entrepreneur from Chicago, IL. I started my first "business" at 13 from my parents basement - a p2p file sharing site later turned to a free web hosting company (kyd.net) with tons of free space and little security! From that point on, I've dedicated most of my time to the interweb. I absolutely love working with technology. Recently, I've been working on the Facebook application Fish Wrangler - check it out mate!
Ghost Trapper (2.2.2009 Official release of Ghost Trappers)
Ghost Trapper (findes ikke som Wikipedia opslag - hvilket noget er sigende) produceres af Diviad GmbH ejet af Andy Huller (CEO og Founder of Diviad GmbH, creator of Ghost Trappers and Chronicles of Blood) og Reiko Groß, Munich, Germany.
Jeg husker ikke, hvor jeg har det fra, men det er mit indtryk, at Andi og Reiko er studerende.
Denne oversigt er iøvrigt i sig selv en bekræftelse på min påstand om, at MouseHunt er langt mere professionel end de to øvrige spil. :)
Hidtil har jeg læst og tænkt over mine erfaringer og opdagelser, men nu er tiden kommet til at forsøge at få orden på tankerne, så jeg ikke igen om et par år igen sidder og ærgrer mig over, at jeg ikke fik fastholdt det, jeg tænkte undervejs.
Jeg har koncentreret mig om 3 spil på Facebook: MouseHunt, Fish Wrangler og Ghost trapper. Det har været en belastning, men også en fordel. En belastning, fordi der hører daglige sociale forpligtelser med, men en fordel, da de 3 spil fra at være ret ens i begyndelsen (Fish Wrangler og Ghost Trapper utvivlsomt ripoffs af Ghost Trapper) over tid har udviklet sig meget forskelligt, hvilket stiller hvert af spillene/spilelementerne i et tydeligt relief.
MouseHunt har over tid lagt mere og mere distance til de to øvrige. HitGrab (firmaet bag MouseHunt) er tydeligvis langt mere professionelt end de to øvrige. MoueHunt er også det oprindelige, mens såvel Fish Wrangler og Ghost Trapper utvivlsomt er rip-off af MouseHunt.
Først de hårde data:
MouseHunt (2008)
MouseHunt produceres af HitGrab Inc, et canadisk game firma. I skrivende stund arbejder følgende på MouseHunt (HitGrab har flere spil):
- Bryan Freeman (executive producer)
- Joel Auge (designer and interface engineer)
- Giorgio Sintichakis (coder and system operator)
- Dave Vanderburg (coder and designer)
- Jacob Johnson (illustrator)
- Jeremy Mandel (coder)
- Franco D'Auria (coder)
- Mike Paterson (coder)
Fish Wrangler produceres af en enkelt, amerikansk programmør, Joe Faron (med en tegner, Daniel Roper ansat) samt hans kæreste (Jillian Young) til at tage sig af det sociale.
Om Joe Faron (Facebook profile): Suit up.
I'm an entrepreneur from Chicago, IL. I started my first "business" at 13 from my parents basement - a p2p file sharing site later turned to a free web hosting company (kyd.net) with tons of free space and little security! From that point on, I've dedicated most of my time to the interweb. I absolutely love working with technology. Recently, I've been working on the Facebook application Fish Wrangler - check it out mate!
Ghost Trapper (2.2.2009 Official release of Ghost Trappers)
Ghost Trapper (findes ikke som Wikipedia opslag - hvilket noget er sigende) produceres af Diviad GmbH ejet af Andy Huller (CEO og Founder of Diviad GmbH, creator of Ghost Trappers and Chronicles of Blood) og Reiko Groß, Munich, Germany.
Jeg husker ikke, hvor jeg har det fra, men det er mit indtryk, at Andi og Reiko er studerende.
Denne oversigt er iøvrigt i sig selv en bekræftelse på min påstand om, at MouseHunt er langt mere professionel end de to øvrige spil. :)
Feeds
Det, jeg især har skullet lære, er, at forholde mig til begrebet feeds. Jeg har i mange år været vant til at anvende feeds fra blogs i en nyhedslæser og er på den måde vant til, at feeds ikke er nyheder som sådan, men "fiskekroge" man kan bide på eller ignorere. Facebooks feeds ligner dog langt mere nyhedsstrømmen i Twitter end mine feeds i min nyhedslæser.
Her har det dog nok en betydning, at jeg er en del af et meget stort gamer community (weak ties) og ikke kun bruger Facebook til at interagere med familie og venner (strong ties). Ifølge undersøgelser er det især vedligeholdelse af kontakten til "strong ties", de fleste bruger Facebook til, mens jeg i mit netværk overvejende har "weak ties" kontakter.
Der er således to interessante teoriområder "informationsstrømme" og "weak ties and strong ties" på banen her. Mens det første ikke er særligt velbeskrevet, men sikkert bliver det, når Twitter bliver et forskningsobjekt, er "weak ties and strong ties" et særdeles velbeskrevet sociologisk begreb.
For at tage det sidste først, så har der længe været en diskussion af relevansen af Wengers begreb "praksisfællesskaber" i elæringskredse. Her taler man godtnok "legitim perifer deltagelse", mens man i sociologien generelt og i netværksteorier specielt taler om "weak ties and strong ties". Begrebet "community" har i flere år været under kritik og foreslået erstattet af "netværk", ikke mindst begrundet i Internettet:
"It is an interesting research question whether the Internet will help foster more densely knit communities or whether it will encourage sparser, loose-knit formations."
Jones et al. 2006, p. 45)
Der er noget at gå i gang med at læse her.....
Her har det dog nok en betydning, at jeg er en del af et meget stort gamer community (weak ties) og ikke kun bruger Facebook til at interagere med familie og venner (strong ties). Ifølge undersøgelser er det især vedligeholdelse af kontakten til "strong ties", de fleste bruger Facebook til, mens jeg i mit netværk overvejende har "weak ties" kontakter.
Der er således to interessante teoriområder "informationsstrømme" og "weak ties and strong ties" på banen her. Mens det første ikke er særligt velbeskrevet, men sikkert bliver det, når Twitter bliver et forskningsobjekt, er "weak ties and strong ties" et særdeles velbeskrevet sociologisk begreb.
For at tage det sidste først, så har der længe været en diskussion af relevansen af Wengers begreb "praksisfællesskaber" i elæringskredse. Her taler man godtnok "legitim perifer deltagelse", mens man i sociologien generelt og i netværksteorier specielt taler om "weak ties and strong ties". Begrebet "community" har i flere år været under kritik og foreslået erstattet af "netværk", ikke mindst begrundet i Internettet:
"It is an interesting research question whether the Internet will help foster more densely knit communities or whether it will encourage sparser, loose-knit formations."
Jones et al. 2006, p. 45)
Der er noget at gå i gang med at læse her.....
mandag, marts 14, 2011
Privat vs offentlig
I posten fra sidste år nævnte jeg min frustration over sammenblandingen af mine sociale sfærer: arbejde, venner og familie. Denne frustration har jeg stadigvæk, selvom jeg nu kender rettigheds-værktøjerne i Facebook.
Privacy settings
Generelt kan man sige om disse værktøjer, at de er ganske omfattende. Jeg har opdelt mine sociale kontakter i en mængde lister, og jeg kan styre tilladelserne til disse lister ret detaljeret - faktisk helt med på enkelte billeder f.eks.. Jeg har ikke kendskab til andre SNS (Social Network Services), der i samme grad giver brugeren kontrol over, hvem de deler hvad med. Problemet er jo så, at jo mere detaljeret disse rettighedstildelinger er, jo sværere er de at finde ud af. Det er sikkert årsagen til, at rygtet går, at Facebook tvinger brugerne til at dele. Det gør de kun for så vidt at "deling" er default indstillingen, og det er brugeren selv, der skal være aktiv for ikke at dele. Reelt burde Facebook roses for i udstrakt grad at give brugerne kontrollen.
Det løser dog ikke helt mine frustrationer, idet rettighedstildelingen kun retter sig mod de billeder, noter, blogindlæg osv. jeg lægger på Facebook. Det mest centrale: min Wall og mit profilbillede kan enten præsenteres eller skjules. Jeg ville ønske, at jeg kunne opdele mine status'er i kanaler på samme måde som man kan i twitter!!
Profilbillede
Et eksempel på, hvorfor jeg har det ønske er en oplevelse, jeg havde for et par måneder siden. Der var en profilleg i gang (om disse lege se f.eks. et undervisningsmateriale, jeg er medforfatter på: Lek2R, hvor der er et afsnit om profiler). Legen gik ud på i en periode at udskifte sit Facebook profilbillede med en tegneseriefigur, man havde sat pris på, da man var barn.
Jeg var lidt tilbageholdende, da jeg egentlig ikke bryder mig om, at folk skifter billede. Det er lidt som hvis de skifter navn - billedet er en måde jeg hurtigt identificerer mine Facebook venner på. Facebook netværket er globalt og billeder er (for mig) ofte lettere at huske end meget fremmedartede navne.
En søndag eftermiddag overgav jeg mig dog til morskaben og udskiftede mit profilbillede med et billede af Pinocchio og Jesper Fårekylling:
Uha, uha, der stod: "Vælg kun billeder, som du har bekræftet, at du har licens til at bruge." Dette billede er HELT ulovligt!!
Nå, jeg udskiftede altså mit profilbillede søndag eftermiddag og ganske få øjeblik senere, fik jeg en Friends Request fra min chef. Jeg var hans 18. ven på Facebook. How flattering, men jeg gad dog vide, hvad han tænkte??? :D
Status og feeds
Mine feeds er dog et meget større problem end profilbilledet. Over tid er det blevet mere og mere almindeligt at man i games skal "Share" elementer. Resultater, man vil prale af eller hjælp man bede om. Game developerne ser deres fordel i den virale markedsføring, der ligger i disse funktionaliteter og vi gamere etablerer fællesskaber ved hjælp af disse. MEN det er spam i den grad for alle mine "ikke gamer" venner. Nu og da lægger jeg i min status en instruktion i, hvordan man blokerer feeds fra mig af denne type, men det irriterer mig meget, at jeg ikke selv kan styr, hvem jeg "feeder" med hvad :(
Aktuelt har jeg besluttet, at Facebook er min private gamersfære og skjult min Wall for listen "Family", "Work" og "Faglige netværk". Det betyder forhåbentligt, at disse ikke spammes af mine monstre, mus og fisk.
Jeg har faktisk en canadisk FB ven, der har to profiler af samme årsag. En til gamer aktiviteter og en til familien. Hendes begrundelse er pudsigt nok den omvendte: hun ønsker ikke at dele familiekonflikter med gamer community'et. Lol
Mere komplekst end som så!
Som Wenger gang på gang har påpeget det, lærer man gennem deltagelse! Og - banalt sagt - for at deltage, skal der være noget at deltage i! Det har jeg prædiket i 10 år nu ift. e-læring, og det er også årsagen til, at min "Facebook-karriere" har taget udgangspunkt i gamer communities på Facebook.
De erfaringer, jeg har gjort gennem deltagelse i dette community (i virkeligheden flere), er jeg ret overbevist om, kan omsættes til værdifuld viden om, hvad der "virker", og hvad der "mangler" i undervisningssammenhæng.
Jeg irriteres dog stadig over den arrogance grænsende til fordomme mange akademikere har overfor sociale netværk. Ikke blot betyder det, at hele undervisningssektoren bevæsger sig med sneglefart ift. mange studerende, men mere katastrofalt er det, at analyser af de nye teknologier går helt galt i byen.
Et eksempel herpå er et skema i en (i øvrigt meget ringe) rapport fra DPU: "Informationskompetence i gymnasiet". På side 21 findes dette skema:
I mit hoved giver den opdeling ingen mening! Ikke underligt, at Folkeskolen stadig hovedsageligt underviser i kontorprogrammer og lader hele verden tordne forbi udenfor vinduerne :/
Privacy settings
Generelt kan man sige om disse værktøjer, at de er ganske omfattende. Jeg har opdelt mine sociale kontakter i en mængde lister, og jeg kan styre tilladelserne til disse lister ret detaljeret - faktisk helt med på enkelte billeder f.eks.. Jeg har ikke kendskab til andre SNS (Social Network Services), der i samme grad giver brugeren kontrol over, hvem de deler hvad med. Problemet er jo så, at jo mere detaljeret disse rettighedstildelinger er, jo sværere er de at finde ud af. Det er sikkert årsagen til, at rygtet går, at Facebook tvinger brugerne til at dele. Det gør de kun for så vidt at "deling" er default indstillingen, og det er brugeren selv, der skal være aktiv for ikke at dele. Reelt burde Facebook roses for i udstrakt grad at give brugerne kontrollen.
Det løser dog ikke helt mine frustrationer, idet rettighedstildelingen kun retter sig mod de billeder, noter, blogindlæg osv. jeg lægger på Facebook. Det mest centrale: min Wall og mit profilbillede kan enten præsenteres eller skjules. Jeg ville ønske, at jeg kunne opdele mine status'er i kanaler på samme måde som man kan i twitter!!
Profilbillede
Et eksempel på, hvorfor jeg har det ønske er en oplevelse, jeg havde for et par måneder siden. Der var en profilleg i gang (om disse lege se f.eks. et undervisningsmateriale, jeg er medforfatter på: Lek2R, hvor der er et afsnit om profiler). Legen gik ud på i en periode at udskifte sit Facebook profilbillede med en tegneseriefigur, man havde sat pris på, da man var barn.
Jeg var lidt tilbageholdende, da jeg egentlig ikke bryder mig om, at folk skifter billede. Det er lidt som hvis de skifter navn - billedet er en måde jeg hurtigt identificerer mine Facebook venner på. Facebook netværket er globalt og billeder er (for mig) ofte lettere at huske end meget fremmedartede navne.
En søndag eftermiddag overgav jeg mig dog til morskaben og udskiftede mit profilbillede med et billede af Pinocchio og Jesper Fårekylling:
Uha, uha, der stod: "Vælg kun billeder, som du har bekræftet, at du har licens til at bruge." Dette billede er HELT ulovligt!!
Nå, jeg udskiftede altså mit profilbillede søndag eftermiddag og ganske få øjeblik senere, fik jeg en Friends Request fra min chef. Jeg var hans 18. ven på Facebook. How flattering, men jeg gad dog vide, hvad han tænkte??? :D
Status og feeds
Mine feeds er dog et meget større problem end profilbilledet. Over tid er det blevet mere og mere almindeligt at man i games skal "Share" elementer. Resultater, man vil prale af eller hjælp man bede om. Game developerne ser deres fordel i den virale markedsføring, der ligger i disse funktionaliteter og vi gamere etablerer fællesskaber ved hjælp af disse. MEN det er spam i den grad for alle mine "ikke gamer" venner. Nu og da lægger jeg i min status en instruktion i, hvordan man blokerer feeds fra mig af denne type, men det irriterer mig meget, at jeg ikke selv kan styr, hvem jeg "feeder" med hvad :(
Aktuelt har jeg besluttet, at Facebook er min private gamersfære og skjult min Wall for listen "Family", "Work" og "Faglige netværk". Det betyder forhåbentligt, at disse ikke spammes af mine monstre, mus og fisk.
Jeg har faktisk en canadisk FB ven, der har to profiler af samme årsag. En til gamer aktiviteter og en til familien. Hendes begrundelse er pudsigt nok den omvendte: hun ønsker ikke at dele familiekonflikter med gamer community'et. Lol
Mere komplekst end som så!
Som Wenger gang på gang har påpeget det, lærer man gennem deltagelse! Og - banalt sagt - for at deltage, skal der være noget at deltage i! Det har jeg prædiket i 10 år nu ift. e-læring, og det er også årsagen til, at min "Facebook-karriere" har taget udgangspunkt i gamer communities på Facebook.
De erfaringer, jeg har gjort gennem deltagelse i dette community (i virkeligheden flere), er jeg ret overbevist om, kan omsættes til værdifuld viden om, hvad der "virker", og hvad der "mangler" i undervisningssammenhæng.
Jeg irriteres dog stadig over den arrogance grænsende til fordomme mange akademikere har overfor sociale netværk. Ikke blot betyder det, at hele undervisningssektoren bevæsger sig med sneglefart ift. mange studerende, men mere katastrofalt er det, at analyser af de nye teknologier går helt galt i byen.
Et eksempel herpå er et skema i en (i øvrigt meget ringe) rapport fra DPU: "Informationskompetence i gymnasiet". På side 21 findes dette skema:
Deltagelse fremmer forståelsen!!
fredag, marts 11, 2011
2 år og 1933 venner senere.....
Nu ærgrer jeg mig så igen, igen over, at jeg ikke er disciplineret nok. Tænk, hvis jeg havde skrevet bare en lille post hver dag, som jeg oprindeligt havde forestillet mig. Så ville jeg have haft 2 x 365 - 2 poster her!! Nok en forspildt chance for at dokumentere et "feltarbejde". Men bedre sent end aldrig, plejer man jo at sige. Lol
Som det fremgår af overskriften er jeg nu helt officielt en "Facebook whore", dvs. en med et vanvittigt stort antal venner. Tallet i sig selv får mange til at løfte et øjenbryn, mens de tænker: Hvad prøver hun at bevise? Hun kan jo umuligt kende så mange mennesker?
Jeg vil dog langt hellere besvare det lidt mindre fordomsfulde spørgsmål: Hvorfor har hun så mange venner? Det har jeg nemlig mine gode grunde til ;) Here comes:
Da jeg i sin tid startede på Facebook var det overvejende nuværende og gamle studerende, jeg mødte samt enkelte kolleger, både nære og fjerne rent geografisk. Jeg meldte mig også efter flere overvejelser som fan af Helle Thorning, mest for at se, hvad hun lavede på Facebook. Jeg er også fan af "The White House" af samme årsag. Men ret hurtigt blev jeg opmærksom på Facebook apps, altså alle de tilføjelsesprogrammer til Facebook, der bliver lavet af andre end Facebook selv.
Skabsgamer
Da jeg altid har været "skabsgamer" bemærkede jeg selvfølgeligt hurtigt, at der var en mængde spil i Facebook. Det førte mig vidt omkring og jeg har spillet de mærkeligste spil i den forløbne tid, men samtidigt har jeg fået et indblik i det, Jesper Juul betegner som "A Casual Revolution". Det nye JJ fremhæver er, at dels er hardcore gamerne nu voksne og har ikke plads i hverdagslivet til så mange timer ved spilkonsollet, dels er mainstream casual spil (casual games er spil som f.eks. 7-kabalen) nu gået online.
Det måtte jeg selvfølgelig undersøge, og på et tidspunkt skrev jeg i min Fb status: "How many passive games doest it take to make me a hardcore gamer?" Lol
Når jeg nu skriver "Yesssss!! Century #156" i min status, er der 35, der klikker "I like this" og 3, der lægger en kommentar!! Dét er ikke kommet af sig selv, skulle jeg hilse og sige ;)
Som det fremgår af overskriften er jeg nu helt officielt en "Facebook whore", dvs. en med et vanvittigt stort antal venner. Tallet i sig selv får mange til at løfte et øjenbryn, mens de tænker: Hvad prøver hun at bevise? Hun kan jo umuligt kende så mange mennesker?
Jeg vil dog langt hellere besvare det lidt mindre fordomsfulde spørgsmål: Hvorfor har hun så mange venner? Det har jeg nemlig mine gode grunde til ;) Here comes:
Da jeg i sin tid startede på Facebook var det overvejende nuværende og gamle studerende, jeg mødte samt enkelte kolleger, både nære og fjerne rent geografisk. Jeg meldte mig også efter flere overvejelser som fan af Helle Thorning, mest for at se, hvad hun lavede på Facebook. Jeg er også fan af "The White House" af samme årsag. Men ret hurtigt blev jeg opmærksom på Facebook apps, altså alle de tilføjelsesprogrammer til Facebook, der bliver lavet af andre end Facebook selv.
Skabsgamer
Da jeg altid har været "skabsgamer" bemærkede jeg selvfølgeligt hurtigt, at der var en mængde spil i Facebook. Det førte mig vidt omkring og jeg har spillet de mærkeligste spil i den forløbne tid, men samtidigt har jeg fået et indblik i det, Jesper Juul betegner som "A Casual Revolution". Det nye JJ fremhæver er, at dels er hardcore gamerne nu voksne og har ikke plads i hverdagslivet til så mange timer ved spilkonsollet, dels er mainstream casual spil (casual games er spil som f.eks. 7-kabalen) nu gået online.
Det måtte jeg selvfølgelig undersøge, og på et tidspunkt skrev jeg i min Fb status: "How many passive games doest it take to make me a hardcore gamer?" Lol
Når jeg nu skriver "Yesssss!! Century #156" i min status, er der 35, der klikker "I like this" og 3, der lægger en kommentar!! Dét er ikke kommet af sig selv, skulle jeg hilse og sige ;)
torsdag, marts 13, 2008
You are who you know
Jeg bakser med forståelsen af Facebook for tiden. Det kræver tid! Megen tid. Til til at deltage, tid til at læse - såvel teoretisk stof som, hvad andre tænker om det i bloggosphere for eksempel.
Jenkins og Meyrowitz
Jeg er f.eks. meget optaget af Henry Jenkins (websitet er ikke opdateret siden 2006, nu blogger Henry Jenkins i stedet på bloggen: Confessions of an ACA-Fan). Henry Jenkins er en af de få, der i årevis ihærdigt har forsøgt at forstå de nye medie indefra. Bogen "Convergence Culture" samt Whitepaperet, Henry Jenkins forelagde for kongressen (Confronting the Challenges of Participatory Culture: Media Education for the 21st Century), er indsigtsfulde tekster.
Joshua Meyrowitz' bog "No Sense of Place: The Impact of Electronic Media on Social Behavior" giver også et virkeligt godt bidrag til en forståelse Facebook. Med udgangspunkt i Goffman og McLuhan udvikler Meyrowitz nogle vigtige analyser af det anderledes og dynamiske i såvel udviklingen af medierne som vor brug af medierne. Netop den dobbelthed anser jeg for vigtig, det er ikke blot medierne, der udvikler sig, vi bruger dem også anderledes og får med nye medier mulighederne i hænde for at gøre ting anderledes. Ikke blot medierne ændrer sig, vi (brugerne) ændrer os også...... Selvom "No Sense of Place" overvejende anvender TV-mediet som eksempler/cases, er bogens temaer meget relevante for alle nyere medier som f.eks. Facebook.
Påpegningen af skriftens indflydelse på kulturen virker også som en øjenåbner overfor "kulturens blinde pletter".
Både Jenkins og Meyrowitz er i stand til at bygge bro fra "gamle teorier" til den nye kontekst, nye medier og ændrede samfundsformer skaber. Meyrowitz ved bogstavelig talt at sammenholde sociologisk teori og medieteori.
Deltagelse fremmer forståelsenPå en konference for nylig oplevede jeg en længere akademisk gennemgang af unges "selvfremstilling" på Facebook illustreret ved en analyse af 4 fotos fra en ung piges fotomappe i Facebook. Det er ikke første gang, jeg må undres over, hvordan nye medier (mis)fortolkes. Men jeg kan godt undre mig over det "akademiske mod" der udvises, når man blot applikerer gamle mediers analysemodeller på nye, helt anderledes medier....... Facebook er ikke en hjemmeside! Derfor er teoretikere som Jenkins og Meyrowitz helt anderledes interessante.
Facebook app'en, Mozer, der genererer brugerens profilbille af vennernes profilbilleder kan ses som en symbolsk beskrivelse af Facebook. Karakteristisk for Facebook er netop, at det i høj grad er vennerne, der genererer brugerens profil.
Klikker man ind på en brugers profil, er det ikke brugerens uploadede materialer (f.eks. fotos), der møder en umiddelbart, men de sociale handlinger, brugeren har foretaget sig i det seneste tidsrum. Allerede her er modsætningen mellem en hjemmeside og Facebook markant. Mens tovejs kommunikationen på en hjemmeside oftest er henvist til en "ekstra-funktion" - et elektronisk forum eller en blogkommentar, er den sociale interaktion i centrum i Facebook.Det er nok en af årsagerne til at Facebook anklages for overfladiskhed. Hvor "socialt" er det at kaste et får efter folk? Tja, hvor socialt er det egentligt at sende et postkort med teksten "Du ønskes en rigtig glædelig jul og et velsignet nytår"? Ikke desto mindre var det en værdsat dyd i min barndom. Er Facebook = julekort hele året?
Hvad er Facebook?
Problemet er - tror jeg lige nu, men det kan ændre sig - at Facebook ikke er én, men mange ting. Ofte udnævnes LinkedIn til at være et fagligt netværk og Facebook til at være et værre rod. Det med "rodet" kan jeg sådan set godt tilslutte mig, og netop her kommer Meyrowitz mig til hjælp. Ifølge ham er det nye, at "sociale situationer" blandes sammen. Casestory'en er, at da den unge Meyrowitz vendte tilbage fra et Europa ophold og fortalte han om opholdet på én måde til forældrene (sikkerhed og rene hotelværelser), en anden måde til sin lærer (dannelse: museer, historiske steder og kulturforskelle) og en tredje måde til sine venner (fare, eventyr og forelskelse).
Da jeg startede med at være aktiv i Facebook (og ikke bare klikke forundret rundt), fik jeg netop det problem, at det, mine studerende synes er sjovt, sikkert opleves som forstyrrende af de to, ældre RUC - lektorer i mit netværk. Og hvad med sproget? Mit engelsksprogede netværk ser sikkert underlige tegn, når jeg skriver dansk med æ, ø og å, mens en del studerende bliver hægtet af, hvis jeg skriver engelsk. Det ser for øvrigt ud til, at Facebook fremover vil give mig et værktøj til at adskille indholdet i forhold til de grupper, jeg har defineret (pt. hedder de: Work, Private, Networks og Students). Men det er endnu alt for besværligt.
Hver ny aktivitet (og tro mig, dem er der mange af - nogle kalder dem ligefrem vira, men mere om det senere) skal tjekkes af i utallige felter ift. disse grupper. Hm.... det må kunne gøres simplere?
Øjenåbner 2.0
I Facebook blev jeg således konfronteret med, hvad det er, jeg normalt skriver på nettet. Jeg er meget vant til at kommunikere med mine netstuderende på nettet, og selvfølgelig er der også plads til humor og venskabelige bemærkninger. Men nu gik det op for mig, at jeg hidtil har været "fagpersonen", når jeg var på nettet. Både i LMS'et og i Web 2.0 teknologierne. Måske lidt mindre på Flickr end i teksterne...... På Flickr ligger der trods alt fotos af min reol, min datter, min altan og min nytårsmad - men helt ærligt! De er ikke særligt "private".
En artikel: Facebook as a Tool for Learning Engagement havde sat mig lidt på sporet:
Creating a profile can seem somewhat awkward, because at heart a site like Facebook will feel a little like a dating site. It is important to know that you only need to share as much as you feel comfortable, and that it is often useful to express restraint. What do students like in a faculty profile? First, they want to know a little about you. They want to know some of your favorite books, movies and TV shows. You get no points for loading your profile with pretentious interests - students want to feel connected to you. If you like the Family Guy or Curb Your Enthusaism, share it. Second, students like pictures. If you've got some pictures from conferences, or from when you met famous people, or pictures of your family, share them. You don't need to upload hundreds, but a few pictures will really add a humanizing aspect to your identity. The key in creating a profile is sharing a little bit of the real you - when you can make these connections with your students, you will engage them.
Selvom mine studerende er voksne, gør det samme sig nok gældende for dem. Så jeg lagde "ikke fag-bøger", TV-serier, film m.m. ind i profilen. Jeg har dog en regel: jeg inviterer ikke mine studerende til at være mine "venner" - de skal invitere mig. Jeg håber, at de opfatter mig som "tilgængelig", når de ser de mange studerende, der allerede er i mit netværk. I øvrigt er artiklens overskrift værd at bemærke: Learning Engagement!
Jeg tror desuden sproget spiller ind. "Friends" dækker også "bekendte" og ikke blot det, vi på dansk kalder "venner". Den danske mediedebat om Facebook (eksempelvis i dag i Information: "Selvprofilering i den bedste sendetid") påpeger ofte det "overfladiske" i kontakterne:
Selve det at blive opfattet som en "ven" er da heller ikke nær så kompliceret på netværksportalerne, som det er i det virkelige liv, hvor relationen typisk tager anderledes længere tid og bygger på helt andre forudsætninger, besværligheder og erfaringer to personer imellem end i cyberspace.
Igen er det formentlig sammenblandingen af sociale relationer, der er årsagen. "Friends" er både venner og bekendte. Også Strong ties og weak ties blandes i Facebook.
Homo Ludens
Men jeg måtte nu alligevel synke en ekstra gang, da en af mine studerende satte mig til salg på Facebook. Crikie! Hvordan skulle jeg nu liiige forholde mig til det?
Heldigvis har jeg en kulsort humor, så jeg valgte hurtigt at grine højt. Ja, ikke bare det, jeg fortalte også vidt og bredt om det på arbejde. En senere bemærkning fra den studerende, der havde sat mig til salg: "Jeg tænkte nok, du ville synes, det var sjovt.", viste jo blot, at han kendte min humor.
Ikke nok med det, køb og salg af vennerne viste sig at være en leg, det har givet mange sjove oplevelser at deltage i. Ikke blot medførte en kvindelig studerendes spørgsmål om en af mine private venner (en rigtig hunk!), at hun blev involveret i legen, men på et tidspunkt skrev jeg i min "Status" (mere om den ved en anden lejlighed): "Lis is an object for male bonding", da to af mine mandlige bekendte havde gang i en ægte drenge-kappestrid, hvor det var helt tydeligt, at det ikke handlede ikke om mig, men om deres relation. Et vigtigt aspekt i legen er, at prisen stiger ved hver handel. Pengene "tjener" man ved at logge ind (med min. 4 timers mellemrum), og der kan gå dage, før man har optjent penge nok til at overbyde sidste køber. En drenge-leg, jeg også har udkæmpet med sønnen til en af mine venner. Ikke blot kæmpede vi om ejerskabet, men også om det Nickname, der kan tildeles af køberen. Vi havde en fornøjelig Nickname-ordkamp hen over en weekend, hvor selv Marx blev citeret (All That is Solid Melts Into Air :).
Pjat? Så helt klart. Men hvorfor gå på grinekursus, når man kan more sig lige så godt på Facebook?
Jenkins og Meyrowitz
Jeg er f.eks. meget optaget af Henry Jenkins (websitet er ikke opdateret siden 2006, nu blogger Henry Jenkins i stedet på bloggen: Confessions of an ACA-Fan). Henry Jenkins er en af de få, der i årevis ihærdigt har forsøgt at forstå de nye medie indefra. Bogen "Convergence Culture" samt Whitepaperet, Henry Jenkins forelagde for kongressen (Confronting the Challenges of Participatory Culture: Media Education for the 21st Century), er indsigtsfulde tekster.
Joshua Meyrowitz' bog "No Sense of Place: The Impact of Electronic Media on Social Behavior" giver også et virkeligt godt bidrag til en forståelse Facebook. Med udgangspunkt i Goffman og McLuhan udvikler Meyrowitz nogle vigtige analyser af det anderledes og dynamiske i såvel udviklingen af medierne som vor brug af medierne. Netop den dobbelthed anser jeg for vigtig, det er ikke blot medierne, der udvikler sig, vi bruger dem også anderledes og får med nye medier mulighederne i hænde for at gøre ting anderledes. Ikke blot medierne ændrer sig, vi (brugerne) ændrer os også...... Selvom "No Sense of Place" overvejende anvender TV-mediet som eksempler/cases, er bogens temaer meget relevante for alle nyere medier som f.eks. Facebook.
Påpegningen af skriftens indflydelse på kulturen virker også som en øjenåbner overfor "kulturens blinde pletter".
Både Jenkins og Meyrowitz er i stand til at bygge bro fra "gamle teorier" til den nye kontekst, nye medier og ændrede samfundsformer skaber. Meyrowitz ved bogstavelig talt at sammenholde sociologisk teori og medieteori.
Deltagelse fremmer forståelsenPå en konference for nylig oplevede jeg en længere akademisk gennemgang af unges "selvfremstilling" på Facebook illustreret ved en analyse af 4 fotos fra en ung piges fotomappe i Facebook. Det er ikke første gang, jeg må undres over, hvordan nye medier (mis)fortolkes. Men jeg kan godt undre mig over det "akademiske mod" der udvises, når man blot applikerer gamle mediers analysemodeller på nye, helt anderledes medier....... Facebook er ikke en hjemmeside! Derfor er teoretikere som Jenkins og Meyrowitz helt anderledes interessante.
Facebook app'en, Mozer, der genererer brugerens profilbille af vennernes profilbilleder kan ses som en symbolsk beskrivelse af Facebook. Karakteristisk for Facebook er netop, at det i høj grad er vennerne, der genererer brugerens profil.
Klikker man ind på en brugers profil, er det ikke brugerens uploadede materialer (f.eks. fotos), der møder en umiddelbart, men de sociale handlinger, brugeren har foretaget sig i det seneste tidsrum. Allerede her er modsætningen mellem en hjemmeside og Facebook markant. Mens tovejs kommunikationen på en hjemmeside oftest er henvist til en "ekstra-funktion" - et elektronisk forum eller en blogkommentar, er den sociale interaktion i centrum i Facebook.Det er nok en af årsagerne til at Facebook anklages for overfladiskhed. Hvor "socialt" er det at kaste et får efter folk? Tja, hvor socialt er det egentligt at sende et postkort med teksten "Du ønskes en rigtig glædelig jul og et velsignet nytår"? Ikke desto mindre var det en værdsat dyd i min barndom. Er Facebook = julekort hele året?
Hvad er Facebook?
Problemet er - tror jeg lige nu, men det kan ændre sig - at Facebook ikke er én, men mange ting. Ofte udnævnes LinkedIn til at være et fagligt netværk og Facebook til at være et værre rod. Det med "rodet" kan jeg sådan set godt tilslutte mig, og netop her kommer Meyrowitz mig til hjælp. Ifølge ham er det nye, at "sociale situationer" blandes sammen. Casestory'en er, at da den unge Meyrowitz vendte tilbage fra et Europa ophold og fortalte han om opholdet på én måde til forældrene (sikkerhed og rene hotelværelser), en anden måde til sin lærer (dannelse: museer, historiske steder og kulturforskelle) og en tredje måde til sine venner (fare, eventyr og forelskelse).
Da jeg startede med at være aktiv i Facebook (og ikke bare klikke forundret rundt), fik jeg netop det problem, at det, mine studerende synes er sjovt, sikkert opleves som forstyrrende af de to, ældre RUC - lektorer i mit netværk. Og hvad med sproget? Mit engelsksprogede netværk ser sikkert underlige tegn, når jeg skriver dansk med æ, ø og å, mens en del studerende bliver hægtet af, hvis jeg skriver engelsk. Det ser for øvrigt ud til, at Facebook fremover vil give mig et værktøj til at adskille indholdet i forhold til de grupper, jeg har defineret (pt. hedder de: Work, Private, Networks og Students). Men det er endnu alt for besværligt.
Hver ny aktivitet (og tro mig, dem er der mange af - nogle kalder dem ligefrem vira, men mere om det senere) skal tjekkes af i utallige felter ift. disse grupper. Hm.... det må kunne gøres simplere?
Øjenåbner 2.0
I Facebook blev jeg således konfronteret med, hvad det er, jeg normalt skriver på nettet. Jeg er meget vant til at kommunikere med mine netstuderende på nettet, og selvfølgelig er der også plads til humor og venskabelige bemærkninger. Men nu gik det op for mig, at jeg hidtil har været "fagpersonen", når jeg var på nettet. Både i LMS'et og i Web 2.0 teknologierne. Måske lidt mindre på Flickr end i teksterne...... På Flickr ligger der trods alt fotos af min reol, min datter, min altan og min nytårsmad - men helt ærligt! De er ikke særligt "private".
En artikel: Facebook as a Tool for Learning Engagement havde sat mig lidt på sporet:
Creating a profile can seem somewhat awkward, because at heart a site like Facebook will feel a little like a dating site. It is important to know that you only need to share as much as you feel comfortable, and that it is often useful to express restraint. What do students like in a faculty profile? First, they want to know a little about you. They want to know some of your favorite books, movies and TV shows. You get no points for loading your profile with pretentious interests - students want to feel connected to you. If you like the Family Guy or Curb Your Enthusaism, share it. Second, students like pictures. If you've got some pictures from conferences, or from when you met famous people, or pictures of your family, share them. You don't need to upload hundreds, but a few pictures will really add a humanizing aspect to your identity. The key in creating a profile is sharing a little bit of the real you - when you can make these connections with your students, you will engage them.
Selvom mine studerende er voksne, gør det samme sig nok gældende for dem. Så jeg lagde "ikke fag-bøger", TV-serier, film m.m. ind i profilen. Jeg har dog en regel: jeg inviterer ikke mine studerende til at være mine "venner" - de skal invitere mig. Jeg håber, at de opfatter mig som "tilgængelig", når de ser de mange studerende, der allerede er i mit netværk. I øvrigt er artiklens overskrift værd at bemærke: Learning Engagement!
Jeg tror desuden sproget spiller ind. "Friends" dækker også "bekendte" og ikke blot det, vi på dansk kalder "venner". Den danske mediedebat om Facebook (eksempelvis i dag i Information: "Selvprofilering i den bedste sendetid") påpeger ofte det "overfladiske" i kontakterne:
Selve det at blive opfattet som en "ven" er da heller ikke nær så kompliceret på netværksportalerne, som det er i det virkelige liv, hvor relationen typisk tager anderledes længere tid og bygger på helt andre forudsætninger, besværligheder og erfaringer to personer imellem end i cyberspace.
Igen er det formentlig sammenblandingen af sociale relationer, der er årsagen. "Friends" er både venner og bekendte. Også Strong ties og weak ties blandes i Facebook.
Homo Ludens
Men jeg måtte nu alligevel synke en ekstra gang, da en af mine studerende satte mig til salg på Facebook. Crikie! Hvordan skulle jeg nu liiige forholde mig til det?
Heldigvis har jeg en kulsort humor, så jeg valgte hurtigt at grine højt. Ja, ikke bare det, jeg fortalte også vidt og bredt om det på arbejde. En senere bemærkning fra den studerende, der havde sat mig til salg: "Jeg tænkte nok, du ville synes, det var sjovt.", viste jo blot, at han kendte min humor.Ikke nok med det, køb og salg af vennerne viste sig at være en leg, det har givet mange sjove oplevelser at deltage i. Ikke blot medførte en kvindelig studerendes spørgsmål om en af mine private venner (en rigtig hunk!), at hun blev involveret i legen, men på et tidspunkt skrev jeg i min "Status" (mere om den ved en anden lejlighed): "Lis is an object for male bonding", da to af mine mandlige bekendte havde gang i en ægte drenge-kappestrid, hvor det var helt tydeligt, at det ikke handlede ikke om mig, men om deres relation. Et vigtigt aspekt i legen er, at prisen stiger ved hver handel. Pengene "tjener" man ved at logge ind (med min. 4 timers mellemrum), og der kan gå dage, før man har optjent penge nok til at overbyde sidste køber. En drenge-leg, jeg også har udkæmpet med sønnen til en af mine venner. Ikke blot kæmpede vi om ejerskabet, men også om det Nickname, der kan tildeles af køberen. Vi havde en fornøjelig Nickname-ordkamp hen over en weekend, hvor selv Marx blev citeret (All That is Solid Melts Into Air :).
Pjat? Så helt klart. Men hvorfor gå på grinekursus, når man kan more sig lige så godt på Facebook?
lørdag, februar 16, 2008
Nyt projekt
Nu kommer der liv i min gamle blog igen. Jeg har i flere år koncentreret mig om min "lærerblog": "Du er, hvad du tagger", men da jeg nu har genoptaget mit længe forsømte studie på SDU, vil jeg tage "faurholt's fumleri" i brug igen :)
Hvad jeg fremover skal gøre med "Du er, hvad du tagger" ved jeg til gengæld ikke helt rigtigt. I den nye pædagoguddannelse eksisterer faget "Multimedie" ikke længere *sukker* - og jeg ved jo, at det er svært at holde disciplinen, når jeg ikke har et konkret hold....., nå, det finder jeg nok ud af. Her skal det handle om noget andet.
Helt præcist deltager jeg aktuelt i faget "Perspektiver på online-verdener", og jeg er i øjeblikket i gang med at formulere mit eksamensprojekt. Det er - som sædvanligt - ikke helt nemt, men en spændende periode.
Hvad jeg fremover skal gøre med "Du er, hvad du tagger" ved jeg til gengæld ikke helt rigtigt. I den nye pædagoguddannelse eksisterer faget "Multimedie" ikke længere *sukker* - og jeg ved jo, at det er svært at holde disciplinen, når jeg ikke har et konkret hold....., nå, det finder jeg nok ud af. Her skal det handle om noget andet.
Helt præcist deltager jeg aktuelt i faget "Perspektiver på online-verdener", og jeg er i øjeblikket i gang med at formulere mit eksamensprojekt. Det er - som sædvanligt - ikke helt nemt, men en spændende periode.
Projektet skal handle om Second Life, og jeg har to spor, jeg skal have til at gå op i en højere enhed: kvinder og mediekonvergens.
Mediekonvergensen er der ingen problemer med, her har jeg masser af gode teorier og teoretikere. Henry Jenkins ikke mindst. Så jeg er i gang med at genlæse Textual Poachers: Television Fans & Participatory Culture, Fans, Bloggers, and Gamers: Media Consumers in a Digital Age og Convergence Culture: Where Old and New Media Collide.
Mere vanskelig er kvindevinklen. Udgangspunktet er den fra børne- og ungdomskulturen gammelkendte irritation: drengeulturen er mere offentlig og mere spektakulær. Derfor er det altid den, der skrives om / forskes i. Det pigerne beskæftiger sig med nedvurderes og overses - ligesom fankulturen. Henry Jenkins and Justine Cassell har skrevet en interessant artikel: Desperate Housewives: A Decade of Gender and Computer Games, hvor citatet her virkelig ramte de tanker, jeg gik og tumlede med:
Looking back, Will Wright’s game, The Sims™, may have represented a significant turningpoint in the relations between gender and computer games. [.....]
what was transformative about The Sims in the end had very little to do with its design features or content. It came through the policies that Will Wright and his team at Maxis developed around user-generated content. From the start, The Sims inspired a vigorous fan culture: fans designed their own characters, furniture, wallpaper, and rugs, and inserted them into the game andthey used the game play to generate images they could use to illustrate their own fan fiction. Herewe were seeing a games culture which looked more like traditional fan cultures (which historicallywere dominated by female participants) where the appropriation and reworking of media content is second-nature.
Så kommer mine mange timers erfaring med The Sims mig også til nytte *lol*
Jeg vil dog stadig sidde med det dilemma, som Jenkins også i artiklen påpeger, at "Pink Game" bevægelsen havde: faren for at essentialisere kønnet. Her må jeg nok have fat i Anne Scott Sørensen, f.eks. "Piger, pink og power".
Samtidig med min (gen)læsning er jeg så på udkig efter SL-blogs, Flickr grupper, eZines, Facebook API'er and what not i den hensigt at vise, hvorledes kvinders aktiviteter breder sig langt ud over Second Life og rundt i hele Web 2.0 moradset og udefra ind i SL universet *S* Det bliver en herlig tid!
mandag, september 17, 2007
Blogger!!
Jeg bliver mere og mere forundret over den måde Blogger behandler min gamle blog på. Først ændrer de mit domænenavn, og nu har de smadret min skabelon. Hvad har de lige gang i???
Det er underligt, at de gratisblogs, jeg har, fungerer upåklageligt, men at denne, min ældste - betalingsblog skal mishandles sådan. Når jeg klager min nød til supporten, får jeg et automatsvar om at se i FAQ'en. Altså!!
Nå, sådan er livet åbenbart på Google, så jeg må jo bare smøge ærmerne op. Jeg kan selvfølgelig benytte lejligheden til at teste den nye Blogger med alle de fancy Ajax funktioner. Så er mine frustrationer da altid godt for noget....
Det er underligt, at de gratisblogs, jeg har, fungerer upåklageligt, men at denne, min ældste - betalingsblog skal mishandles sådan. Når jeg klager min nød til supporten, får jeg et automatsvar om at se i FAQ'en. Altså!!
Nå, sådan er livet åbenbart på Google, så jeg må jo bare smøge ærmerne op. Jeg kan selvfølgelig benytte lejligheden til at teste den nye Blogger med alle de fancy Ajax funktioner. Så er mine frustrationer da altid godt for noget....
torsdag, april 19, 2007
Blogs i undervisning
Ovre i "Du er, hvad du tagger" har jeg i dag efterlyst kommentarer til den debat Torben Bjerre på Jysk Pædagog Seminarium har rejst vedrørende underviserens rolle i de studerendes blogs. Jeg har desuden i en kommentar til TorbenBjerre henvist til en interessant artikel i fagbladet "Sprogforum", hvor forfatterne skriver:
Også konstektualiseringen synes jeg, man får hjælp i Web 2.0 redskaberne til - via ejerskab og offentlighed. Dét, at materialerne (blogs, Flickr, YouTube) er ejet af de studerende, gør, at jeg opfatter mig selv som "gæst" hos den studerende, mens jeg på en anden måde er "vært" i institutionens LMS. Materialernes offentlighed understøtter dette - jeg plejer at sige, at jeg er mig meget bevidst, at den studerendes mor måske også kan læse mine kommentarer. Derfor synes jeg ikke, man i samme grad har brug for en "netiquette" eller kontrakt, som Agertoft plæderer for i "Netbaseret kollaborativ læring, en guide for undervisere", Billesø & Baltzer 2003. Ejerskabet til og offentligheden af materialet gør, at den sociale scene er sat på forhånd. Ganske som jeg ved, at man opfører sig forskelligt til bryllupper og begravelser......
Det betyder også, at jeg mener, at de studenterejede materialer (blogposter, biller i Flickr, videoer i YouTube) kan anvendes til at begejstre, rose, opsummere, støtte, vise empati, mens kritik og grænsesætning bør finde sted i lukkede, institutionsejede forum. (Elementerne i artiklens begreb om tilknytning).
Jeg forsøger f.eks. at lave jævnlige poster med sammenfatninger, der indeholdende links til studerendes poster. Det er jeg slet ikke god nok til endnu, men Carsten Jessen er en sand mester i den disciplin, så mit forbillede har jeg på plads. Nu er det bare at øve sig noget mere *S*
Jeg har delt Sprogforum-artiklen ud til højre og venstre og omtalt den, så såre jeg kan komme til det, da jeg tror undervisere ofte står meget famlende overfor, hvad deres rolle er i de studerendes blogs og dermed let falder i "laissez-faire" grøften. Til gengæld kan jeg dog også være bekymret for, at de studerende forventer, at ethvert indlæg opfattes som en "opgaveaflevering", som underviseren forventes at give grundig respons på. Det bliver spændende at se, hvilke kommentarer, de studerende har til den sag.......
For mig er det dog vigtigt især at rette opmærksomheden på de (med)studerendes rolle. Her skrev en af vore multimediestuderende engang, at
- hvorfor skal studerende blogge (målet med aktiviteten)
- hvordan opfatter studerende aktiviteten at blogge (deres læringsopfattelse)
Den problematik tager artiklen i Sprogforum ikke fat på, den omhandler udelukkende underviserens rolle. Men skal der i Wengers forstand være tale om et praksisfællesskab (et sted, hvor betydning dannes), er det nødvendigt, at adressere de studerendes læringsopfattelse. Hvis studerendes læringsopfattelse er en transportmodel, hvor "tankpasseren" (læreren) fylder stof i "de tomme kar" (eleven), og elevens opgave er at producere produkter, der derefter bedømmes af læreren, ja, så er bloggen udelukkende (endnu) et tungt krav/en tidsrøver. Kun, hvis det lykkes underviseren, at introducere bloggen som et proces- og reflektionsredskab, giver det mening at blogge. Min erfaring er, at det godt kan tage sin tid, men at den er hele besværet værd. De studerendes læringsopfattelse er simpelthen alfa og omega ift. deres studie, og bloggen kan i den forbindelse være en øjenåbner for såvel studerende som underviser.
Hvis bloggen opfattes som et "vurderingsportfolie", ja, så er det ikke underligt, at studerende ikke synes, de kan kommentere medstuderendes blogs - så føler de jo i virkeligheden, at de vurderer hinanden, og det er forståeligt, at de viger tilbage for den opgave.
Hvis bloggen derimod er et procesredskab, et sted for tanker, ideer, "meninger og holdninger på vej", så er de invitationer til deltagelse, og hermed er det slet ikke så svært at kommentere - eller lave længere indlæg i egen post, og så linkes til den blogpost, der trickede overvejelserne af - f.eks. Torben Bjerres post som i dette tilfælde.
Enhver underviser kender den faldgrube, der ligger i at overøse sine kursister med velmenende faglig viden, råd eller vejledning og være den, der både stiller og besvarer spørgsmålene. Eller det modsatte: At holde sig fagligt så meget tilbage, at kursisten efterlades uden reelle orienteringsmuligheder. Både den meget aktive og den tilbageholdende online underviser skubber imidlertid kursisten fra sig.Det interessante er jo så, hvor den passende mellemvej skal findes? Artiklen nævner 3 centrale kompetencer underviseren må have for at skabe tilknytning til online miljøet:
(Mads Bo-Kristensen & Herluf Schelde: Skriften på skærmen. Sprogforum nummer 38, 2006)
- sikre, at den enkelte kursist blever set
- sikre høj grad af konstektualisering
- bruge sproget til at skabe tilknytning
Også konstektualiseringen synes jeg, man får hjælp i Web 2.0 redskaberne til - via ejerskab og offentlighed. Dét, at materialerne (blogs, Flickr, YouTube) er ejet af de studerende, gør, at jeg opfatter mig selv som "gæst" hos den studerende, mens jeg på en anden måde er "vært" i institutionens LMS. Materialernes offentlighed understøtter dette - jeg plejer at sige, at jeg er mig meget bevidst, at den studerendes mor måske også kan læse mine kommentarer. Derfor synes jeg ikke, man i samme grad har brug for en "netiquette" eller kontrakt, som Agertoft plæderer for i "Netbaseret kollaborativ læring, en guide for undervisere", Billesø & Baltzer 2003. Ejerskabet til og offentligheden af materialet gør, at den sociale scene er sat på forhånd. Ganske som jeg ved, at man opfører sig forskelligt til bryllupper og begravelser......
Det betyder også, at jeg mener, at de studenterejede materialer (blogposter, biller i Flickr, videoer i YouTube) kan anvendes til at begejstre, rose, opsummere, støtte, vise empati, mens kritik og grænsesætning bør finde sted i lukkede, institutionsejede forum. (Elementerne i artiklens begreb om tilknytning).
Jeg forsøger f.eks. at lave jævnlige poster med sammenfatninger, der indeholdende links til studerendes poster. Det er jeg slet ikke god nok til endnu, men Carsten Jessen er en sand mester i den disciplin, så mit forbillede har jeg på plads. Nu er det bare at øve sig noget mere *S*
Jeg har delt Sprogforum-artiklen ud til højre og venstre og omtalt den, så såre jeg kan komme til det, da jeg tror undervisere ofte står meget famlende overfor, hvad deres rolle er i de studerendes blogs og dermed let falder i "laissez-faire" grøften. Til gengæld kan jeg dog også være bekymret for, at de studerende forventer, at ethvert indlæg opfattes som en "opgaveaflevering", som underviseren forventes at give grundig respons på. Det bliver spændende at se, hvilke kommentarer, de studerende har til den sag.......
For mig er det dog vigtigt især at rette opmærksomheden på de (med)studerendes rolle. Her skrev en af vore multimediestuderende engang, at
Det er inspirerende og lærerigt at følge medstuderendes produkter/processer på deres blog, men at kommentere dem er stadig "formålsløst" for mig, men det er nok fordi jeg kommenterer på produkt i stedet for proces. Processen er sværere at kommentere på, da vi vist alle er lidt "tilbageholdende" med at beskrive og reflektere over egen læring.Dermed slår hun for mig at se lige ned på to helt centrale elementer i det "at blogge" i uddannelsessammenhæng:
- hvorfor skal studerende blogge (målet med aktiviteten)
- hvordan opfatter studerende aktiviteten at blogge (deres læringsopfattelse)
Den problematik tager artiklen i Sprogforum ikke fat på, den omhandler udelukkende underviserens rolle. Men skal der i Wengers forstand være tale om et praksisfællesskab (et sted, hvor betydning dannes), er det nødvendigt, at adressere de studerendes læringsopfattelse. Hvis studerendes læringsopfattelse er en transportmodel, hvor "tankpasseren" (læreren) fylder stof i "de tomme kar" (eleven), og elevens opgave er at producere produkter, der derefter bedømmes af læreren, ja, så er bloggen udelukkende (endnu) et tungt krav/en tidsrøver. Kun, hvis det lykkes underviseren, at introducere bloggen som et proces- og reflektionsredskab, giver det mening at blogge. Min erfaring er, at det godt kan tage sin tid, men at den er hele besværet værd. De studerendes læringsopfattelse er simpelthen alfa og omega ift. deres studie, og bloggen kan i den forbindelse være en øjenåbner for såvel studerende som underviser.
Hvis bloggen opfattes som et "vurderingsportfolie", ja, så er det ikke underligt, at studerende ikke synes, de kan kommentere medstuderendes blogs - så føler de jo i virkeligheden, at de vurderer hinanden, og det er forståeligt, at de viger tilbage for den opgave.
Hvis bloggen derimod er et procesredskab, et sted for tanker, ideer, "meninger og holdninger på vej", så er de invitationer til deltagelse, og hermed er det slet ikke så svært at kommentere - eller lave længere indlæg i egen post, og så linkes til den blogpost, der trickede overvejelserne af - f.eks. Torben Bjerres post som i dette tilfælde.
lørdag, september 23, 2006
Institutionen uden mure
Anvendelsen af rummetaforen i f.eks. portfolopædagogikken generer mig mere og mere. Opdelingen i læringsrum, reflektionsrum, arbejdsrum og præsentationsrum minder mig for meget om "hver ting for sig" (hvad så med multitasking?) og "enhver ting på sin plads" (middelklassens store oprydningsprojekt, som Henrik Dahl skriver så morsomt om.)
David Weibergers billede af træer og blade ( i "Taxonomies and Tags. From Trees to Piles of Leaves.") siger mere om læring end rummetaforerne. Læring er ofte sloppy, hvis fakta ikke blot skal gentages, innovation og kreativitet er ikke lineært, lineært er kun gentagelserne. Jeg ser for mig et billede af materialer, der i skoletasker slæbes gennem uddannelsesinstitutionens klasserum, grupperum, eksamen rum osv..
Og så forstår jeg slet ikke snakken om "offentlige rum" og "private rum" - er klasseværelset et "offentligt rum"? For mig er det et lukket rum: én klasse, én lærer, én tavle (og ét stykke kridt!)
Arbejdet med Web 2.0 teknologierne i Multimedie viser, at det er muligt at dirke rummet op - ikke blot kikker de studerende (her) ind selv i juli måned, hvor emnerne selvfølgelig var lidt mindre faglige, kikker de ind (her, her, her og her) fra de to forrige jævnligt multimediehold ind, i den sidste er en Phd studerende fra Ålborg Uni (her, her, her og her) og en tysk lærer (der dog har sin lærereksamen fra Haderslev seminarium, her og her) blevet jævnlige besøgende i min lærerblog. Det er ret fedt!
David Weibergers billede af træer og blade ( i "Taxonomies and Tags. From Trees to Piles of Leaves.") siger mere om læring end rummetaforerne. Læring er ofte sloppy, hvis fakta ikke blot skal gentages, innovation og kreativitet er ikke lineært, lineært er kun gentagelserne. Jeg ser for mig et billede af materialer, der i skoletasker slæbes gennem uddannelsesinstitutionens klasserum, grupperum, eksamen rum osv..
Og så forstår jeg slet ikke snakken om "offentlige rum" og "private rum" - er klasseværelset et "offentligt rum"? For mig er det et lukket rum: én klasse, én lærer, én tavle (og ét stykke kridt!)
Arbejdet med Web 2.0 teknologierne i Multimedie viser, at det er muligt at dirke rummet op - ikke blot kikker de studerende (her) ind selv i juli måned, hvor emnerne selvfølgelig var lidt mindre faglige, kikker de ind (her, her, her og her) fra de to forrige jævnligt multimediehold ind, i den sidste er en Phd studerende fra Ålborg Uni (her, her, her og her) og en tysk lærer (der dog har sin lærereksamen fra Haderslev seminarium, her og her) blevet jævnlige besøgende i min lærerblog. Det er ret fedt!
lørdag, september 16, 2006
Den lådne blog
Mit undervisningsmateriale om Web 2.0 teknologier, "Den lådne blog" har en statistik. Den vil jeg lige graske lidt i.
Bloggen er oprettet d. 31.3.2006 og sidste post er skrevet d. 17.4.2006. Ved at anvende dato og tidsstemplet lidt kreativt, har jeg præcist kunne bestemme rækkefølgen af de forskellige tekster.
Af tælleren på siden fremgår det, at der har været 320 besøgende. Det er da egentligt ret pænt...
Jeg har dog også en (gratis) StatCounter på siden, dvs. et statistikredskab, hvor jeg kan få en hel del mere at vide: F.eks., at bloggen i de sidste 7 dage har været besøgt 44 gange af 32 unikke besøgende og at de 15 af disse havde besøgt bloggen før, mens 17 var der for første gang. Grafisk fremstillet ser det således ud:
Trækker jeg en statistik på perioden fra bloggen er færdig til i dag: 17.4.2006 - 16.9.2006 er tallene:
Bloggen er oprettet d. 31.3.2006 og sidste post er skrevet d. 17.4.2006. Ved at anvende dato og tidsstemplet lidt kreativt, har jeg præcist kunne bestemme rækkefølgen af de forskellige tekster.
Af tælleren på siden fremgår det, at der har været 320 besøgende. Det er da egentligt ret pænt...
Jeg har dog også en (gratis) StatCounter på siden, dvs. et statistikredskab, hvor jeg kan få en hel del mere at vide: F.eks., at bloggen i de sidste 7 dage har været besøgt 44 gange af 32 unikke besøgende og at de 15 af disse havde besøgt bloggen før, mens 17 var der for første gang. Grafisk fremstillet ser det således ud:
Trækker jeg en statistik på perioden fra bloggen er færdig til i dag: 17.4.2006 - 16.9.2006 er tallene:| Page Loads | Unique Visitors | First Time Visitors | Returning Visitors | |
| Total | 468 | 306 | 254 | 53 |
Taget i betragtning, at antallet af studerende i den periode er 20, er det altså ikke kun studerende på multimedieholdet, der har fundet frem til bloggen.
Hvem de er kan jeg få en fornemmelse af ved at se, hvor de kommer fra:| Referring Link | |
| 18 | elearn.cvusonderjylland.dk |
| 8 | www.netvibes.com/ |
| 14 | www.google.dk/ |
| 4 | www.google.com/ |
| 3 | www.flickr.com/photos/lizart/sets/72057594107065143/ |
| 3 | www.blogger.com/profile/1048981 |
| 5 | search.jubii.dk/ |
| 1 | technorati.com/ |
| 1 | blogbot.dk/blogs/ |
En del er kommet via søgemaskiner med søgning på "Soduko", tja, bloggen var nok ikke lige, de ledte efter *S*
StatsCounter kan oplyse om utallige ting som brugernes skærmopløsning, browser version, IP adresse, geografi/lokalitet.
Et nyttigt lille redskab.
fredag, september 15, 2006
Dagens dont på Lidenpind
Ofte når klokken bliver 15:00 kaster jeg et blik på dagens "huskeseddel" og konstaterer, at det, jeg havde planlagt at lave i dagens løb, har jeg end ikke fået begyndt på endnu. Hvad går tiden dog med på min pind??
Tja..., det er bestemt ikke fordi dagene er kedelige, som nu f.eks. i dag, hvor morgenrutinen starter kl. 8:
først tændes computeren, og mens den læser alt skramlet ind (jeg har fået lagt alt for meget ind, som skal starte op inde PCen er klar), henter jeg en sludder og en kop kaffe i køkkenet.
I dag er kopimaskine-manden på besøg, og Michael må liiige drilles lidt med sin nyerhvervelse, campingvognen :)
Så er computeren klar og morgenrutinen fortsætter med læsning af mails og pedelrunde i Blackboards FAQer: læreruddannelsens, pædagoguddannelsens 2 stk og diplomuddannelsernes. Herefter er der multimedieuddannelsen der skal passes - der er undervisning for tiden, men i dag er der nu ikke meget - blot et par URLer, der skal skrives ind i holdoversigten og lægges i fagets sky: Squidoo, ingen faglige spørgsmål - de arbejder (næsten) alle støt og roligt, har endda overskud til humor. Jeg har tiltalt en af dem "Jonatan Løvehjerte" og får i dag svaret: "All makt åt Tengil - vår befriare!" Herligt med en let og humoristisk tone!
Så ringer rektor, vi har lige et par ting at vende om websitets fremtid i disse fusionstider (sic) og Blackboard, som efterhånden bruges af rigtig mange eksterne. Det er tegn på en vellykket implementering, at så mange så hurtigt griber til dette fleksible arbejdsredskab. Dejligt!
Ved 10-tiden kommer der 3 arbejdsopgaver på websitet fra forskellige afdelinger i CVUet. Sjovt nok er der altid noget om fredagen. Gad vide, om det er noget med at "rydde skrivebordet" til weekenden?
Telefonen ringer et par gange, 2 studerende melder sig på Skypechatten, mails ukker op og ind imellem kommenterer jeg et evalueringsudkast fra Blackboardintroen på læreruddannelsen, snakker med Michael og Knud om nye studerendes logins i Blackboard, opretter en ny Blackboard-Biblioteks-side til EVUs indscannede undervisningsmaterialer. Det er blevet SÅ let i den nye Blackboard udgave. Den eksisteren Biblioteksside kan simpelthen kopieres med præcist det indhold, der passer os. Jubiii!
Der er også liiige tid til at spotte et flot spindelvæv i vinduet. Solen smukt skinner i det, og Hanne er straks med på legen - hun spæner op og låner hårlak i økonomiafdelingen ;) og sprayer spindelvævet (det har vi lært af Ida) - flot ser det ud!
Hanne kæmper i dagens løb sin kamp med vinden og vinduet - og det ender med et brag: den kilotunge potteplante havner på gulvet
Hanne griber støvsugeren - også den lugter af ISS Wunderbaum, bavdr!
og mens Hanne pusler med kvindelige sysler spiser drengene kage *lol*
Omkring kl. 14 kom to nye studerende, der skulle på Blackboard. Den ene viste sig at være en gammel bekendt fra mine quilte-dage. Fantastisk! Og hun bor nu tæt på og ikke helt ovre i København længere. Det bekendskab må straks fornyes!
Jeg inviterede hende fluks til den event i Mediateket, som Hanne havde arrangeret i dag: billedkunstneren Tove Dehn, som har udsmykket Mediateket kom forbi for at fortælle om sine arbejder.
Det blev en helt forrygende afslutning på arbejdsdagen, ikke mindst da det viste sig, at vi havde adskillige fælles interesser. (se Mediateksbloggen)
Sikke en dag. Gensyn med Ida-Marie og en bekræftigelse på, at kvinderne i min generation (og den lige i hælene på den) er seje, selvom de just ikke kan siges at tilhøre Generation X *S*
Tja..., det er bestemt ikke fordi dagene er kedelige, som nu f.eks. i dag, hvor morgenrutinen starter kl. 8:
først tændes computeren, og mens den læser alt skramlet ind (jeg har fået lagt alt for meget ind, som skal starte op inde PCen er klar), henter jeg en sludder og en kop kaffe i køkkenet.
I dag er kopimaskine-manden på besøg, og Michael må liiige drilles lidt med sin nyerhvervelse, campingvognen :)
Så er computeren klar og morgenrutinen fortsætter med læsning af mails og pedelrunde i Blackboards FAQer: læreruddannelsens, pædagoguddannelsens 2 stk og diplomuddannelsernes. Herefter er der multimedieuddannelsen der skal passes - der er undervisning for tiden, men i dag er der nu ikke meget - blot et par URLer, der skal skrives ind i holdoversigten og lægges i fagets sky: Squidoo, ingen faglige spørgsmål - de arbejder (næsten) alle støt og roligt, har endda overskud til humor. Jeg har tiltalt en af dem "Jonatan Løvehjerte" og får i dag svaret: "All makt åt Tengil - vår befriare!" Herligt med en let og humoristisk tone!
Så ringer rektor, vi har lige et par ting at vende om websitets fremtid i disse fusionstider (sic) og Blackboard, som efterhånden bruges af rigtig mange eksterne. Det er tegn på en vellykket implementering, at så mange så hurtigt griber til dette fleksible arbejdsredskab. Dejligt!
Ved 10-tiden kommer der 3 arbejdsopgaver på websitet fra forskellige afdelinger i CVUet. Sjovt nok er der altid noget om fredagen. Gad vide, om det er noget med at "rydde skrivebordet" til weekenden?
Telefonen ringer et par gange, 2 studerende melder sig på Skypechatten, mails ukker op og ind imellem kommenterer jeg et evalueringsudkast fra Blackboardintroen på læreruddannelsen, snakker med Michael og Knud om nye studerendes logins i Blackboard, opretter en ny Blackboard-Biblioteks-side til EVUs indscannede undervisningsmaterialer. Det er blevet SÅ let i den nye Blackboard udgave. Den eksisteren Biblioteksside kan simpelthen kopieres med præcist det indhold, der passer os. Jubiii!
Der er også liiige tid til at spotte et flot spindelvæv i vinduet. Solen smukt skinner i det, og Hanne er straks med på legen - hun spæner op og låner hårlak i økonomiafdelingen ;) og sprayer spindelvævet (det har vi lært af Ida) - flot ser det ud!
Hanne kæmper i dagens løb sin kamp med vinden og vinduet - og det ender med et brag: den kilotunge potteplante havner på gulvet
Hanne griber støvsugeren - også den lugter af ISS Wunderbaum, bavdr!
og mens Hanne pusler med kvindelige sysler spiser drengene kage *lol*
Omkring kl. 14 kom to nye studerende, der skulle på Blackboard. Den ene viste sig at være en gammel bekendt fra mine quilte-dage. Fantastisk! Og hun bor nu tæt på og ikke helt ovre i København længere. Det bekendskab må straks fornyes!
Jeg inviterede hende fluks til den event i Mediateket, som Hanne havde arrangeret i dag: billedkunstneren Tove Dehn, som har udsmykket Mediateket kom forbi for at fortælle om sine arbejder.
Det blev en helt forrygende afslutning på arbejdsdagen, ikke mindst da det viste sig, at vi havde adskillige fælles interesser. (se Mediateksbloggen)
Sikke en dag. Gensyn med Ida-Marie og en bekræftigelse på, at kvinderne i min generation (og den lige i hælene på den) er seje, selvom de just ikke kan siges at tilhøre Generation X *S*
torsdag, juli 13, 2006
Webtjenester og brugerne
danah boyd peger i artiklen "Friendster lost steam. Is MySpace just a fad?" på nogle centrale forskelle på Frindster og MySpace.
Jeg kom til at tænke på danah boyds artikel, da jeg tjekkede nyheder i Flickr Toy's i dag. Her kan man skrive sig på en ønskeliste - mon Flickr læser den? Jeg er ikke helt klar over relationen mellem Flickr Toys og Flickr, men klart er det, at det er vigtigt at Flickr har frigivet API og ikke opfører sig som Microsoft!!! Gad vide om ikke netop denne lukkethed er ensbetydende med døden i fremtiden?
Øverst på Flickr ønskelisten ligger i øvrigt den funktion på Arto, som de unge igen og igen fremhæver som central: "see who is visiting you". På Flickr kan pt. man kun se de, der efterlader en kommentar eller gør ens foto til favorit. Men hvem har egentlig været forbi?
Åbenheden og lydhørheden overfor "brugeren" er ikke fremmedelementer i undervisningssammenhæng, men orienteringen mod studerendes læring i stedet for mod underviserens undervisning eller formidling af et stof er nu alligevel nyt for mange undervisere.
I forhold til undervisning er det derfor også noget af det samme tankeset, der ligger bag Geoge Siemens tanker i "Knowing before doing":
Friendster focused on simple and narrow, giving users very limited options and cracking down on all hacks. For a long time, they took away features rather than adding them. They worked to mainstream-ify, to be equally generic to all users. MySpace added features all the time, making it a game to see what had changed, to find new ways of navigating the site. Hacking the site became a cultural phenomenon with websites being dedicated to hacking techniques (brought to you by fellow cultural participants not O'Reilly). MySpace let users define the culture.Will Wright fra Maxis (Sim City og The Sims) er ligesom Tom Anderson (MySpace) kendt for sin løbende dialog med brugerne, og Sim spillenes store succes siges at ligge netop i denne lydhørhed.
Jeg kom til at tænke på danah boyds artikel, da jeg tjekkede nyheder i Flickr Toy's i dag. Her kan man skrive sig på en ønskeliste - mon Flickr læser den? Jeg er ikke helt klar over relationen mellem Flickr Toys og Flickr, men klart er det, at det er vigtigt at Flickr har frigivet API og ikke opfører sig som Microsoft!!! Gad vide om ikke netop denne lukkethed er ensbetydende med døden i fremtiden?
Øverst på Flickr ønskelisten ligger i øvrigt den funktion på Arto, som de unge igen og igen fremhæver som central: "see who is visiting you". På Flickr kan pt. man kun se de, der efterlader en kommentar eller gør ens foto til favorit. Men hvem har egentlig været forbi?
Åbenheden og lydhørheden overfor "brugeren" er ikke fremmedelementer i undervisningssammenhæng, men orienteringen mod studerendes læring i stedet for mod underviserens undervisning eller formidling af et stof er nu alligevel nyt for mange undervisere.
I forhold til undervisning er det derfor også noget af det samme tankeset, der ligger bag Geoge Siemens tanker i "Knowing before doing":
Instead of trying to force these tools into organizational structures, let them exist for a while. See what happens. Don’t decide the entire solution in advance. See the process as more of a dance than a structured enactment of a solution. React as the environment adjusts. Allow feedback to shape the final product. Let the process bring its own lessons before applying structured approaches. Perhaps a learning experience exists in the knowledge/information that emerges. Centralizing decentralized processes results in killing the value inherent in decentralization. Relaxing on control is vital for sustained knowledge growth, sharing, and dissemination. Centralization works well for organized knowledge or established structures. Decentralization is effective when things change rapidly, diverse viewpoints are required, and knowledge hasn’t settled into a “knowable, defined” state.Jeg er ret begejstret for teksten, da jeg synes, det er nøjagtig det Helen og jeg forsøger i vores Multimedieundervisning, når vi snakker om "at skrive et håndværk" (se forrige post). Det handler dybest set om respekt for de studerende og deres forskellighed, men det svære er ikke blot, at det kræver man kan sætte sig i den lærendes sted, men også at det kræver, at underviseren giver afkald på kontrol og kan leve med kaos. En situation der ofte gør underviseren udsat for visse typer af studerendes kritik. Og så er jeg tilbage igen til danah boyd:
Online communities are more like nation-states than technological tools. There is a master behind the architecture, a master who controls the walls of the system and can wage war on her/his people at any point. People know this. They have to trust that the creators have their best intentions in mind. They invest a lot of time and energy into creating an identity in the system - they want to believe that it is worth it.Også her er ligheden med undervisning jo ganske påfaldende!
tirsdag, juli 11, 2006
Blogs i undervisning
Så er der gået et år med Web 2.0 i undervisningen. Det har været nøjagtig så fedt, som jeg forestillede mig. Ikke mindst den sidste evaluering var næsten overvældende. En af de dejlige vurderinger var en studerende, der sagde, at ligegyldigt, hvilket (teknisk) problem, hun var rendt ind i, så lå der et materiale om det. Men der var også drøn på i sommerferien sidste år. Mange tekster skulle skrives, mange materialer fremstilles. Sidste år havde jeg f.eks. gang i Flickr og tomaterne på altanen.
I år holder jeg også ferie på Altanien :), men i forhold til sidste år, er det ren luksus. Eksempelvis sidder jeg nu og skriver på – en lille smart, hvid MacBook!! Ja, ikke fordi, jeg har svigtet min PC, men Agnete og jeg har besluttet os til, at nu vil vi også kunne en Mac og Open Office :) Det har så den aktuelle fordel, at jeg kan sidde ude og skrive – cool! Jeg har også et laaaangt Lan kabel, så jeg kan læse herude. Ain't life grand!
Jeg er i gang med at skrive nogle tekster om, hvordan man kommer i gang med at blogge. Helt aktuelt, fordi en forhenværende studerende på læreruddannelsen, bosiddende i Tyskland, har indvilliget i at flytte sit forum fra Blackboard ud i den store verden. Jeg benytter lejligheden til at arbejde (videre) med Helens og mit projekt: ”Hvordan skriver man et håndværk?”.
Jeg har læst en del artikler/blogposter om skrivegenren blogging. I en af dem, ”Dialogue in slow motion” af Torill Elvira Mortensen (keynote at Blogtalk 2.0 in Vienna 2004) gør TM sig nogle overvejelser over, hvorfor folk blogger.
Der er mange, der har gjort sig overvejelser - en Googlesøgning på ”why blog” giver ikke mindre end 985.000 hits, hvor den berømteste nok er ”Reporters without borders’s ”Handbook for bloggers and cyber-dissidents” med råd til journalister i lande med censur. Nå, mindre kan nu også gøre det- så jeg vil nøjes med at overveje: hvorfor nu blogge i undervisning?
Jeg har for nylig læst en undersøgelse af portfoliepædagogik (af bl.a. Davis Tosh (Elgg)), hvor de studerende har nogle alvorlige kritikpunkter til portfolieprojekter. Kort fortalt går kritikken på, at hvis portfolien ikke føles relevant for den enkelte studerende, så giver de ikke meget for den. Så er det bare pligtarbejde, og ikke dyb læring, som det ellers hævdes fra underviserside. Konklusionen lyder bl.a.:
I år holder jeg også ferie på Altanien :), men i forhold til sidste år, er det ren luksus. Eksempelvis sidder jeg nu og skriver på – en lille smart, hvid MacBook!! Ja, ikke fordi, jeg har svigtet min PC, men Agnete og jeg har besluttet os til, at nu vil vi også kunne en Mac og Open Office :) Det har så den aktuelle fordel, at jeg kan sidde ude og skrive – cool! Jeg har også et laaaangt Lan kabel, så jeg kan læse herude. Ain't life grand!
Jeg er i gang med at skrive nogle tekster om, hvordan man kommer i gang med at blogge. Helt aktuelt, fordi en forhenværende studerende på læreruddannelsen, bosiddende i Tyskland, har indvilliget i at flytte sit forum fra Blackboard ud i den store verden. Jeg benytter lejligheden til at arbejde (videre) med Helens og mit projekt: ”Hvordan skriver man et håndværk?”.
Jeg har læst en del artikler/blogposter om skrivegenren blogging. I en af dem, ”Dialogue in slow motion” af Torill Elvira Mortensen (keynote at Blogtalk 2.0 in Vienna 2004) gør TM sig nogle overvejelser over, hvorfor folk blogger.
Der er mange, der har gjort sig overvejelser - en Googlesøgning på ”why blog” giver ikke mindre end 985.000 hits, hvor den berømteste nok er ”Reporters without borders’s ”Handbook for bloggers and cyber-dissidents” med råd til journalister i lande med censur. Nå, mindre kan nu også gøre det- så jeg vil nøjes med at overveje: hvorfor nu blogge i undervisning?
Jeg har for nylig læst en undersøgelse af portfoliepædagogik (af bl.a. Davis Tosh (Elgg)), hvor de studerende har nogle alvorlige kritikpunkter til portfolieprojekter. Kort fortalt går kritikken på, at hvis portfolien ikke føles relevant for den enkelte studerende, så giver de ikke meget for den. Så er det bare pligtarbejde, og ikke dyb læring, som det ellers hævdes fra underviserside. Konklusionen lyder bl.a.:
Students need to know why they are doing this and what is in it for
them.
Failure to get students enthused and engaged with their e-portfolio
will result in the e-portfolio becoming another hoop to jump through, something that will be left at the campus gates upon graduation.
Det samme kan ganske givet være tilfældet med en blog – hvis der ikke er noget i det for den studerende, er det pligtskriveri og ikke læring.
I det første forløb i 2005 skrev de studerende udelukkende faglige blogs. De var rigtig gode som præsentations-blogs. Alle kunne følge med i, hvilke produkter alle lavede, og de var til stor inspiration. Jeg er sikker på, at vore studerende kunne se formålet med disse blogs.
Men der var jo ikke så meget at snakke om, og multimedie er jo ikke blot teknik, der er også en masse mediekultur og –pædagogik i faget, og her var det mere trægt. Jeg er ikke i tvivl om, at dialogmulighederne i blogs er langt bedre ned i de traditionelle, trådede elektroniske fora (f.eks. Discussion Board i Blackboard), men det ændrer dog ikke, at der stadig er tale om skriftlig kommunikation – noget vore studerende ikke er vant til, pædagogkulturen er en udpræget snakkekultur.
Bloggene i 2005 var altså en slags "show and tell". Postene var korte tekniske forklaringer, og kommentarerne var overvejende af social karakter. Det er for så vidt fint, men der må også gerne være rigtig dialog, så Helen og jeg besluttede derfor, at den første blog i efterårssemesteret skulle være en personlig blog for at støtte skriftligheden og for at have noget at "dialoge" om - for at få dem i gang med at skrive. Det afslørede, at instituionsrammer er murtykke!! *lol* De studerende forestilledes sig simpelthen ikke, at når vi bad dem om at skrive om noget, der interesserede dem, mente vi ikke kun pædagorelevante emner – jeg havde endda foreslået ”luftguitar” – hm, det kunne måske læses som fagligt? ;)
Den eneste, det lykkedes at overtale, var Gurvinder, hvis blog ”Min lidenskab” til gengæld er blevet rigtig berømt – nr. 14 på en Googlesøgning på ”Indiske film” og ”opdaget” af Desinet, som har bedt om at måtte citere hende....
Naturfag har overtaget 2005'erne, så de blogger stadig - og alligevel skriver Lone videre i sin blog - om formel 1 og fiskemanden og Karin om familien. De har simplethen fundet et sted, hvor de kan fortælle om det, de er optaget af.
Der er også rigtig gang i den på AC og Anders i Ilulissat. Fortælleglæden her er formiddabel. Det er selvfølgelig også lettere at fortælle, når man har daglige, eksotiske oplevelser :), men det centrale spørgsmål for os må være: "hvordan får man en pædagog til at brænde?" Det banale spørgsmål: "What did you learn in School today, dear little boy of mine?" er ikke nok.
Det vel siges at være et godt succeskriterie, at studerende bliver ved med at blogge, når undervisningsforløbet er slut....
Graham Wegner (Teaching Generation Z) har på et spørgsmål om "blogging-rutiner" fået en del interessante svar (se Comments). Blogging-rutiner, hm - det er en anden vinkel, som det sikkert er værd at overveje at arbejde med i forhold til de studerendes blogs....
lørdag, juli 08, 2006
Nyt navn
Ikke blot nyt design, nu har bloggen også fået nyt navn. Den kom i sin tid til at hedde "WeeBlog", fordi jeg forestillede mig den som en gruppeblog, men sådan gik det ikke. Jeg har en WordPress blog (man må jo prøve dem alle for at vide, hvad de kan) med navnet "faurholt's fumlerier", og det besluttede jeg mig så for at flytte til denne blog. Også fordi jeg har opdaget, at der er andre "Weeblogs" derude, og det er jo rart at være original - "faurholt's fumleri"er er der næppe mange af. Ikke dermed antydet, at de andre faurholt'er ikke fumler - de har bare ikke blogs - belive you me, I'm married to one, muhahaha.....
Desværre ser det ud til, at emnefaget på SDU ikke bliver til noget. Der er ikke 5 tilmeldte. Surt! Helt sikkert er det dog først til august. Men det skal nu ikke forhindre mig i at genoplive denne blog. Jeg har det sidste år brugt det meste af min daglige bloggertid på "Du er, hvad du tagger", men det er jo ikke på samme måde min "personlige blog"...
Desværre ser det ud til, at emnefaget på SDU ikke bliver til noget. Der er ikke 5 tilmeldte. Surt! Helt sikkert er det dog først til august. Men det skal nu ikke forhindre mig i at genoplive denne blog. Jeg har det sidste år brugt det meste af min daglige bloggertid på "Du er, hvad du tagger", men det er jo ikke på samme måde min "personlige blog"...
søndag, juni 11, 2006
Nyt design
Så har WeeBlog igen, igen fået nyt design. Jeg har svigtet bloggen i næsten et år, da jeg har været optaget af bloggene Bubbling Minds og Du er, hvad du tagger, men da jeg nu har meldt mig til et emnefag på SDU: Ind i blogosfæren - Selvpublicering og netværksdannelse i en digital kultur ved Anne Scott Sørensen, vil jeg vække min gamle, private blog til live igen.
WeeBlog er min allerførste blog, så der er lidt sentimentalitet forbundet med den, da den jo dokumenterer min udvikling som blogger. Den var i starten overvejende - karakteristisk for tiden dengang - en "filterblog", men nu har jeg været blogger så længe, at jeg har brug for et større tekstfelt :)
Det gamle design havde tre spalter. Det var optimalt for en filterblog, hvor linksamlingen er et hovedelement, men det sker jo så på bekostning af teksten. Nu har jeg valgt et tospaltet format, men det har så som konsekvens, at min Blogroll må forvises til en seperat side (se Links: Blogroll).
Jeg ser frem til semesteret, beskrivelsen ser rigtig spændende ud:
Jeg tænker selvfølgelig på, om Helens og mit projekt kan være grundlag for min opgave, men nu klapper jeg hesten og ser, om der skulle dukke andre gode ideer op.
WeeBlog er min allerførste blog, så der er lidt sentimentalitet forbundet med den, da den jo dokumenterer min udvikling som blogger. Den var i starten overvejende - karakteristisk for tiden dengang - en "filterblog", men nu har jeg været blogger så længe, at jeg har brug for et større tekstfelt :)
Det gamle design havde tre spalter. Det var optimalt for en filterblog, hvor linksamlingen er et hovedelement, men det sker jo så på bekostning af teksten. Nu har jeg valgt et tospaltet format, men det har så som konsekvens, at min Blogroll må forvises til en seperat side (se Links: Blogroll).
Jeg ser frem til semesteret, beskrivelsen ser rigtig spændende ud:
Så som forberedelse til efterårssemestret er WeeBlog altså blevet shinet op, da jeg også forestiller mig også at bruge bloggen som studieværktøj i forløbet. Det er altid rart at have haft skoen på....(We)bloggen er en af de nye digitale genrer, der har åbnet for, at enhver i princippet kan blive sin egen publicist og en del af det netværk, som blogosfæren udgør. Bloggen er som sådan et potentielt medium for refleksiv selvdannelse og nye former for social organisering mellem det sociale fællesskab og den smags- og meningsdannende offentlighed. På kurset vil vi beskæftige os
med bloggen som genre, herunder med dens forskellige udspaltninger (fx den personlige blog over for den politiske blog og community-bloggen). Især vil vi diskutere, hvad der udgør en god blog, og hvilke kvalitetskriterier man kan operere med over for digitale og multi-mediale tekster? Hvor går grænserne for det hverdagslige, private og personlige: hvornår og i hvilken forstand er det (u)interessant at læse om andres hverdagsliv, deres smags- og værdidomme? Vi vil også diskutere, hvad der motiverer til henholdsvis at holde en blog og læse blogs, og i hvilken forstand det indgår i en refleksiv selvdannelse. Endelig vil vi se på, hvilken karakter, blogosfæren har. Er det et fællesskab eller en offentlighed? Efter hvilke kriterier differentieres blogosfæren? På kurset skal vi læse såvel nogle klassiske tekster om æstetik- og medieteori som nyere tekster om digital æstetik og kommunikation, herunder selvfølgelig især om blog-fænomenet. Endelig skal vi snuse lidt til internetbaseret research. Kurset
vil blive organiseret som en fælles undersøgelse af fænomenet, hvor der veksles mellem indspil fra underviser og gruppebaserede projekter.
Jeg tænker selvfølgelig på, om Helens og mit projekt kan være grundlag for min opgave, men nu klapper jeg hesten og ser, om der skulle dukke andre gode ideer op.
Abonner på:
Opslag (Atom)
