Institutionen uden mure

Anvendelsen af rummetaforen i f.eks. portfolopædagogikken generer mig mere og mere. Opdelingen i læringsrum, reflektionsrum, arbejdsrum og præsentationsrum minder mig for meget om "hver ting for sig" (hvad så med multitasking?) og "enhver ting på sin plads" (middelklassens store oprydningsprojekt, som Henrik Dahl skriver så morsomt om.)
David Weibergers billede af træer og blade ( i "Taxonomies and Tags. From Trees to Piles of Leaves.") siger mere om læring end rummetaforerne. Læring er ofte sloppy, hvis fakta ikke blot skal gentages, innovation og kreativitet er ikke lineært, lineært er kun gentagelserne. Jeg ser for mig et billede af materialer, der i skoletasker slæbes gennem uddannelsesinstitutionens klasserum, grupperum, eksamen rum osv..
Og så forstår jeg slet ikke snakken om "offentlige rum" og "private rum" - er klasseværelset et "offentligt rum"? For mig er det et lukket rum: én klasse, én lærer, én tavle (og ét stykke kridt!)
Arbejdet med Web 2.0 teknologierne i Multimedie viser, at det er muligt at dirke rummet op - ikke blot kikker de studerende (her) ind selv i juli måned, hvor emnerne selvfølgelig var lidt mindre faglige, kikker de ind (her, her, her og her) fra de to forrige jævnligt multimediehold ind, i den sidste er en Phd studerende fra Ålborg Uni (her, her, her og her) og en tysk lærer (der dog har sin lærereksamen fra Haderslev seminarium, her og her) blevet jævnlige besøgende i min lærerblog. Det er ret fedt!