3 Casual games på Facebook

Jesper Juels "A Casual Revolution" er en af de bøger, der kom præcist lige netop, da jeg var parat til at læse den. Jeg havde jævnligt lavet søgninger på "Passive Games", som fænomenet også betegnes som ("Casual Games" synes at have vundet "kampen om retten til at definere begrebet" nu), og JJ's bog kom som en gave sendt fra.... well, forlaget :)

Hidtil har jeg læst og tænkt over mine erfaringer og opdagelser, men nu er tiden kommet til at forsøge at få orden på tankerne, så jeg ikke igen om et par år igen sidder og ærgrer mig over, at jeg ikke fik fastholdt det, jeg tænkte undervejs.

Jeg har koncentreret mig om 3 spil på Facebook: MouseHunt, Fish Wrangler og Ghost trapper. Det har været en belastning, men også en fordel. En belastning, fordi der hører daglige sociale forpligtelser med, men en fordel, da de 3 spil fra at være ret ens i begyndelsen (Fish Wrangler og Ghost Trapper utvivlsomt ripoffs af Ghost Trapper) over tid har udviklet sig meget forskelligt, hvilket stiller hvert af spillene/spilelementerne i et tydeligt relief.

MouseHunt har over tid lagt mere og mere distance til de to øvrige. HitGrab (firmaet bag MouseHunt) er tydeligvis langt mere professionelt end de to øvrige. MoueHunt er også det oprindelige, mens såvel Fish Wrangler og Ghost Trapper utvivlsomt er rip-off af MouseHunt.

Først de hårde data:

MouseHunt (2008)
MouseHunt produceres af HitGrab Inc, et canadisk game firma. I skrivende stund arbejder følgende på MouseHunt (HitGrab har flere spil):

• Bryan Freeman (executive producer)
• Joel Auge (designer and interface engineer)
• Giorgio Sintichakis (coder and system operator)
• Dave Vanderburg (coder and designer)
• Jacob Johnson (illustrator)
• Jeremy Mandel (coder)
• Franco D'Auria (coder)
• Mike Paterson (coder)

Fish Wrangler (2008)
Fish Wrangler produceres af en enkelt, amerikansk programmør, Joe Faron (med en tegner, Daniel Roper ansat) samt hans kæreste (Jillian Young) til at tage sig af det sociale.
Om Joe Faron (Facebook profile): Suit up.
I'm an entrepreneur from Chicago, IL. I started my first "business" at 13 from my parents basement - a p2p file sharing site later turned to a free web hosting company (kyd.net) with tons of free space and little security! From that point on, I've dedicated most of my time to the interweb. I absolutely love working with technology. Recently, I've been working on the Facebook application Fish Wrangler - check it out mate!

Ghost Trapper (2.2.2009 Official release of Ghost Trappers)
Ghost Trapper (findes ikke som Wikipedia opslag - hvilket noget er sigende) produceres af Diviad GmbH ejet af Andy Huller (CEO og Founder of Diviad GmbH, creator of Ghost Trappers and Chronicles of Blood) og Reiko Groß, Munich, Germany.
Jeg husker ikke, hvor jeg har det fra, men det er mit indtryk, at Andi og Reiko er studerende.

Denne oversigt er iøvrigt i sig selv en bekræftelse på min påstand om, at MouseHunt er langt mere professionel end de to øvrige spil. :)

Feeds

Det, jeg især har skullet lære, er, at forholde mig til begrebet feeds. Jeg har i mange år været vant til at anvende feeds fra blogs i en nyhedslæser og er på den måde vant til, at feeds ikke er nyheder som sådan, men "fiskekroge" man kan bide på eller ignorere. Facebooks feeds ligner dog langt mere nyhedsstrømmen i Twitter end mine feeds i min nyhedslæser.

Her har det dog nok en betydning, at jeg er en del af et meget stort gamer community (weak ties) og ikke kun bruger Facebook til at interagere med familie og venner (strong ties). Ifølge undersøgelser er det især vedligeholdelse af kontakten til "strong ties", de fleste bruger Facebook til, mens jeg i mit netværk overvejende har "weak ties" kontakter.

Der er således to interessante teoriområder "informationsstrømme" og "weak ties and strong ties" på banen her. Mens det første ikke er særligt velbeskrevet, men sikkert bliver det, når Twitter bliver et forskningsobjekt, er "weak ties and strong ties" et særdeles velbeskrevet sociologisk begreb.

For at tage det sidste først, så har der længe været en diskussion af relevansen af Wengers begreb "praksisfællesskaber" i elæringskredse. Her taler man godtnok "legitim perifer deltagelse", mens man i sociologien generelt og i netværksteorier specielt taler om "weak ties and strong ties". Begrebet "community" har i flere år været under kritik og foreslået erstattet af "netværk", ikke mindst begrundet i Internettet:

"It is an interesting research question whether the Internet will help foster more densely knit communities or whether it will encourage sparser, loose-knit formations."
Jones et al. 2006, p. 45)

Der er noget at gå i gang med at læse her.....

Privat vs offentlig

I posten fra sidste år nævnte jeg min frustration over sammenblandingen af mine sociale sfærer: arbejde, venner og familie. Denne frustration har jeg stadigvæk, selvom jeg nu kender rettigheds-værktøjerne i Facebook.

Privacy settings
Generelt kan man sige om disse værktøjer, at de er ganske omfattende. Jeg har opdelt mine sociale kontakter i en mængde lister, og jeg kan styre tilladelserne til disse lister ret detaljeret - faktisk helt med på enkelte billeder f.eks.. Jeg har ikke kendskab til andre SNS (Social Network Services), der i samme grad giver brugeren kontrol over, hvem de deler hvad med. Problemet er jo så, at jo mere detaljeret disse rettighedstildelinger er, jo sværere er de at finde ud af. Det er sikkert årsagen til, at rygtet går, at Facebook tvinger brugerne til at dele. Det gør de kun for så vidt at "deling" er default indstillingen, og det er brugeren selv, der skal være aktiv for ikke at dele. Reelt burde Facebook roses for i udstrakt grad at give brugerne kontrollen.

Det løser dog ikke helt mine frustrationer, idet rettighedstildelingen kun retter sig mod de billeder, noter, blogindlæg osv. jeg lægger på Facebook. Det mest centrale: min Wall og mit profilbillede kan enten præsenteres eller skjules. Jeg ville ønske, at jeg kunne opdele mine status'er i kanaler på samme måde som man kan i twitter!!

Profilbillede
Et eksempel på, hvorfor jeg har det ønske er en oplevelse, jeg havde for et par måneder siden. Der var en profilleg i gang (om disse lege se f.eks. et undervisningsmateriale, jeg er medforfatter på: Lek2R, hvor der er et afsnit om profiler). Legen gik ud på i en periode at udskifte sit Facebook profilbillede med en tegneseriefigur, man havde sat pris på, da man var barn.
Jeg var lidt tilbageholdende, da jeg egentlig ikke bryder mig om, at folk skifter billede. Det er lidt som hvis de skifter navn - billedet er en måde jeg hurtigt identificerer mine Facebook venner på. Facebook netværket er globalt og billeder er (for mig) ofte lettere at huske end meget fremmedartede navne.
En søndag eftermiddag overgav jeg mig dog til morskaben og udskiftede mit profilbillede med et billede af Pinocchio og Jesper Fårekylling:

Uha, uha, der stod: "Vælg kun billeder, som du har bekræftet, at du har licens til at bruge." Dette billede er HELT ulovligt!!
Nå, jeg udskiftede altså mit profilbillede søndag eftermiddag og ganske få øjeblik senere, fik jeg en Friends Request fra min chef. Jeg var hans 18. ven på Facebook. How flattering, men jeg gad dog vide, hvad han tænkte??? :D

Status og feeds
Mine feeds er dog et meget større problem end profilbilledet. Over tid er det blevet mere og mere almindeligt at man i games skal "Share" elementer. Resultater, man vil prale af eller hjælp man bede om. Game developerne ser deres fordel i den virale markedsføring, der ligger i disse funktionaliteter og vi gamere etablerer fællesskaber ved hjælp af disse. MEN det er spam i den grad for alle mine "ikke gamer" venner. Nu og da lægger jeg i min status en instruktion i, hvordan man blokerer feeds fra mig af denne type, men det irriterer mig meget, at jeg ikke selv kan styr, hvem jeg "feeder" med hvad :(
Aktuelt har jeg besluttet, at Facebook er min private gamersfære og skjult min Wall for listen "Family", "Work" og "Faglige netværk". Det betyder forhåbentligt, at disse ikke spammes af mine monstre, mus og fisk.

Jeg har faktisk en canadisk FB ven, der har to profiler af samme årsag. En til gamer aktiviteter og en til familien. Hendes begrundelse er pudsigt nok den omvendte: hun ønsker ikke at dele familiekonflikter med gamer community'et. Lol

Mere komplekst end som så!
Som Wenger gang på gang har påpeget det, lærer man gennem deltagelse! Og - banalt sagt - for at deltage, skal der være noget at deltage i! Det har jeg prædiket i 10 år nu ift. e-læring, og det er også årsagen til, at min "Facebook-karriere" har taget udgangspunkt i gamer communities på Facebook.
De erfaringer, jeg har gjort gennem deltagelse i dette community (i virkeligheden flere), er jeg ret overbevist om, kan omsættes til værdifuld viden om, hvad der "virker", og hvad der "mangler" i undervisningssammenhæng.

Jeg irriteres dog stadig over den arrogance grænsende til fordomme mange akademikere har overfor sociale netværk. Ikke blot betyder det, at hele undervisningssektoren bevæsger sig med sneglefart ift. mange studerende, men mere katastrofalt er det, at analyser af de nye teknologier går helt galt i byen.
Et eksempel herpå er et skema i en (i øvrigt meget ringe) rapport fra DPU: "Informationskompetence i gymnasiet". På side 21 findes dette skema:

I mit hoved giver den opdeling ingen mening! Ikke underligt, at Folkeskolen stadig hovedsageligt underviser i kontorprogrammer og lader hele verden tordne forbi udenfor vinduerne :/

Deltagelse fremmer forståelsen!!

2 år og 1933 venner senere.....

Nu ærgrer jeg mig så igen, igen over, at jeg ikke er disciplineret nok. Tænk, hvis jeg havde skrevet bare en lille post hver dag, som jeg oprindeligt havde forestillet mig. Så ville jeg have haft 2 x 365 - 2 poster her!! Nok en forspildt chance for at dokumentere et "feltarbejde". Men bedre sent end aldrig, plejer man jo at sige. Lol

Som det fremgår af overskriften er jeg nu helt officielt en "Facebook whore", dvs. en med et vanvittigt stort antal venner. Tallet i sig selv får mange til at løfte et øjenbryn, mens de tænker: Hvad prøver hun at bevise? Hun kan jo umuligt kende så mange mennesker?
Jeg vil dog langt hellere besvare det lidt mindre fordomsfulde spørgsmål: Hvorfor har hun så mange venner? Det har jeg nemlig mine gode grunde til ;) Here comes:

Da jeg i sin tid startede på Facebook var det overvejende nuværende og gamle studerende, jeg mødte samt enkelte kolleger, både nære og fjerne rent geografisk. Jeg meldte mig også efter flere overvejelser som fan af Helle Thorning, mest for at se, hvad hun lavede på Facebook. Jeg er også fan af "The White House" af samme årsag. Men ret hurtigt blev jeg opmærksom på Facebook apps, altså alle de tilføjelsesprogrammer til Facebook, der bliver lavet af andre end Facebook selv.

Skabsgamer
Da jeg altid har været "skabsgamer" bemærkede jeg selvfølgeligt hurtigt, at der var en mængde spil i Facebook. Det førte mig vidt omkring og jeg har spillet de mærkeligste spil i den forløbne tid, men samtidigt har jeg fået et indblik i det, Jesper Juul betegner som "A Casual Revolution". Det nye JJ fremhæver er, at dels er hardcore gamerne nu voksne og har ikke plads i hverdagslivet til så mange timer ved spilkonsollet, dels er mainstream casual spil (casual games er spil som f.eks. 7-kabalen) nu gået online.
Det måtte jeg selvfølgelig undersøge, og på et tidspunkt skrev jeg i min Fb status: "How many passive games doest it take to make me a hardcore gamer?" Lol

Når jeg nu skriver "Yesssss!! Century #156" i min status, er der 35, der klikker "I like this" og 3, der lægger en kommentar!! Dét er ikke kommet af sig selv, skulle jeg hilse og sige ;)

You are who you know

Jeg bakser med forståelsen af Facebook for tiden. Det kræver tid! Megen tid. Til til at deltage, tid til at læse - såvel teoretisk stof som, hvad andre tænker om det i bloggosphere for eksempel.

Jenkins og Meyrowitz
Jeg er f.eks. meget optaget af Henry Jenkins (websitet er ikke opdateret siden 2006, nu blogger Henry Jenkins i stedet på bloggen: Confessions of an ACA-Fan). Henry Jenkins er en af de få, der i årevis ihærdigt har forsøgt at forstå de nye medie indefra. Bogen "Convergence Culture" samt Whitepaperet, Henry Jenkins forelagde for kongressen (Confronting the Challenges of Participatory Culture: Media Education for the 21st Century), er indsigtsfulde tekster.

Joshua Meyrowitz' bog "No Sense of Place: The Impact of Electronic Media on Social Behavior" giver også et virkeligt godt bidrag til en forståelse Facebook. Med udgangspunkt i Goffman og McLuhan udvikler Meyrowitz nogle vigtige analyser af det anderledes og dynamiske i såvel udviklingen af medierne som vor brug af medierne. Netop den dobbelthed anser jeg for vigtig, det er ikke blot medierne, der udvikler sig, vi bruger dem også anderledes og får med nye medier mulighederne i hænde for at gøre ting anderledes. Ikke blot medierne ændrer sig, vi (brugerne) ændrer os også...... Selvom "No Sense of Place" overvejende anvender TV-mediet som eksempler/cases, er bogens temaer meget relevante for alle nyere medier som f.eks. Facebook.

Påpegningen af skriftens indflydelse på kulturen virker også som en øjenåbner overfor "kulturens blinde pletter".

Både Jenkins og Meyrowitz er i stand til at bygge bro fra "gamle teorier" til den nye kontekst, nye medier og ændrede samfundsformer skaber. Meyrowitz ved bogstavelig talt at sammenholde sociologisk teori og medieteori.

Deltagelse fremmer forståelsenPå en konference for nylig oplevede jeg en længere akademisk gennemgang af unges "selvfremstilling" på Facebook illustreret ved en analyse af 4 fotos fra en ung piges fotomappe i Facebook. Det er ikke første gang, jeg må undres over, hvordan nye medier (mis)fortolkes. Men jeg kan godt undre mig over det "akademiske mod" der udvises, når man blot applikerer gamle mediers analysemodeller på nye, helt anderledes medier....... Facebook er ikke en hjemmeside! Derfor er teoretikere som Jenkins og Meyrowitz helt anderledes interessante.

Facebook app'en, Mozer, der genererer brugerens profilbille af vennernes profilbilleder kan ses som en symbolsk beskrivelse af Facebook. Karakteristisk for Facebook er netop, at det i høj grad er vennerne, der genererer brugerens profil.


Klikker man ind på en brugers profil, er det ikke brugerens uploadede materialer (f.eks. fotos), der møder en umiddelbart, men de sociale handlinger, brugeren har foretaget sig i det seneste tidsrum. Allerede her er modsætningen mellem en hjemmeside og Facebook markant. Mens tovejs kommunikationen på en hjemmeside oftest er henvist til en "ekstra-funktion" - et elektronisk forum eller en blogkommentar, er den sociale interaktion i centrum i Facebook.Det er nok en af årsagerne til at Facebook anklages for overfladiskhed. Hvor "socialt" er det at kaste et får efter folk? Tja, hvor socialt er det egentligt at sende et postkort med teksten "Du ønskes en rigtig glædelig jul og et velsignet nytår"? Ikke desto mindre var det en værdsat dyd i min barndom. Er Facebook = julekort hele året?

Hvad er Facebook?
Problemet er - tror jeg lige nu, men det kan ændre sig - at Facebook ikke er én, men mange ting. Ofte udnævnes LinkedIn til at være et fagligt netværk og Facebook til at være et værre rod. Det med "rodet" kan jeg sådan set godt tilslutte mig, og netop her kommer Meyrowitz mig til hjælp. Ifølge ham er det nye, at "sociale situationer" blandes sammen. Casestory'en er, at da den unge Meyrowitz vendte tilbage fra et Europa ophold og fortalte han om opholdet på én måde til forældrene (sikkerhed og rene hotelværelser), en anden måde til sin lærer (dannelse: museer, historiske steder og kulturforskelle) og en tredje måde til sine venner (fare, eventyr og forelskelse).

Da jeg startede med at være aktiv i Facebook (og ikke bare klikke forundret rundt), fik jeg netop det problem, at det, mine studerende synes er sjovt, sikkert opleves som forstyrrende af de to, ældre RUC - lektorer i mit netværk. Og hvad med sproget? Mit engelsksprogede netværk ser sikkert underlige tegn, når jeg skriver dansk med æ, ø og å, mens en del studerende bliver hægtet af, hvis jeg skriver engelsk. Det ser for øvrigt ud til, at Facebook fremover vil give mig et værktøj til at adskille indholdet i forhold til de grupper, jeg har defineret (pt. hedder de: Work, Private, Networks og Students). Men det er endnu alt for besværligt.


Hver ny aktivitet (og tro mig, dem er der mange af - nogle kalder dem ligefrem vira, men mere om det senere) skal tjekkes af i utallige felter ift. disse grupper. Hm.... det må kunne gøres simplere?

Øjenåbner 2.0
I Facebook blev jeg således konfronteret med, hvad det er, jeg normalt skriver på nettet. Jeg er meget vant til at kommunikere med mine netstuderende på nettet, og selvfølgelig er der også plads til humor og venskabelige bemærkninger. Men nu gik det op for mig, at jeg hidtil har været "fagpersonen", når jeg var på nettet. Både i LMS'et og i Web 2.0 teknologierne. Måske lidt mindre på Flickr end i teksterne...... På Flickr ligger der trods alt fotos af min reol, min datter, min altan og min nytårsmad - men helt ærligt! De er ikke særligt "private".

En artikel: Facebook as a Tool for Learning Engagement havde sat mig lidt på sporet:

Creating a profile can seem somewhat awkward, because at heart a site like Facebook will feel a little like a dating site. It is important to know that you only need to share as much as you feel comfortable, and that it is often useful to express restraint. What do students like in a faculty profile? First, they want to know a little about you. They want to know some of your favorite books, movies and TV shows. You get no points for loading your profile with pretentious interests - students want to feel connected to you. If you like the Family Guy or Curb Your Enthusaism, share it. Second, students like pictures. If you've got some pictures from conferences, or from when you met famous people, or pictures of your family, share them. You don't need to upload hundreds, but a few pictures will really add a humanizing aspect to your identity. The key in creating a profile is sharing a little bit of the real you - when you can make these connections with your students, you will engage them.

Selvom mine studerende er voksne, gør det samme sig nok gældende for dem. Så jeg lagde "ikke fag-bøger", TV-serier, film m.m. ind i profilen. Jeg har dog en regel: jeg inviterer ikke mine studerende til at være mine "venner" - de skal invitere mig. Jeg håber, at de opfatter mig som "tilgængelig", når de ser de mange studerende, der allerede er i mit netværk. I øvrigt er artiklens overskrift værd at bemærke: Learning Engagement!

Jeg tror desuden sproget spiller ind. "Friends" dækker også "bekendte" og ikke blot det, vi på dansk kalder "venner". Den danske mediedebat om Facebook (eksempelvis i dag i Information: "Selvprofilering i den bedste sendetid") påpeger ofte det "overfladiske" i kontakterne:

Selve det at blive opfattet som en "ven" er da heller ikke nær så kompliceret på netværksportalerne, som det er i det virkelige liv, hvor relationen typisk tager anderledes længere tid og bygger på helt andre forudsætninger, besværligheder og erfaringer to personer imellem end i cyberspace.

Igen er det formentlig sammenblandingen af sociale relationer, der er årsagen. "Friends" er både venner og bekendte. Også Strong ties og weak ties blandes i Facebook.

Homo Ludens
Men jeg måtte nu alligevel synke en ekstra gang, da en af mine studerende satte mig til salg på Facebook. Crikie! Hvordan skulle jeg nu liiige forholde mig til det? Heldigvis har jeg en kulsort humor, så jeg valgte hurtigt at grine højt. Ja, ikke bare det, jeg fortalte også vidt og bredt om det på arbejde. En senere bemærkning fra den studerende, der havde sat mig til salg: "Jeg tænkte nok, du ville synes, det var sjovt.", viste jo blot, at han kendte min humor.

Ikke nok med det, køb og salg af vennerne viste sig at være en leg, det har givet mange sjove oplevelser at deltage i. Ikke blot medførte en kvindelig studerendes spørgsmål om en af mine private venner (en rigtig hunk!), at hun blev involveret i legen, men på et tidspunkt skrev jeg i min "Status" (mere om den ved en anden lejlighed): "Lis is an object for male bonding", da to af mine mandlige bekendte havde gang i en ægte drenge-kappestrid, hvor det var helt tydeligt, at det ikke handlede ikke om mig, men om deres relation. Et vigtigt aspekt i legen er, at prisen stiger ved hver handel. Pengene "tjener" man ved at logge ind (med min. 4 timers mellemrum), og der kan gå dage, før man har optjent penge nok til at overbyde sidste køber. En drenge-leg, jeg også har udkæmpet med sønnen til en af mine venner. Ikke blot kæmpede vi om ejerskabet, men også om det Nickname, der kan tildeles af køberen. Vi havde en fornøjelig Nickname-ordkamp hen over en weekend, hvor selv Marx blev citeret (All That is Solid Melts Into Air :).
Pjat? Så helt klart. Men hvorfor gå på grinekursus, når man kan more sig lige så godt på Facebook?