Think about the quilting

While producing the 85 block, 24 half blocks and 4 corner blocks


 I've begun to think about the quilting. Should I send it to a long arm quilter to have her do it? Or do it myself on machine, which I have absolutely no practice doing or shall I hand quilt it, which will take eternity? And shall the quilting be one big design or repeated block designs?

Evening Star or Eight- pointed Star

NB. Revised post (March 18, 2020)
In the original post, I wrote: "I've been researching the name of the block. Like it's often the case with blocks, it has several different names, but it looks like the most common is Ohio Star."


I was wrong. A good friend of mine - who's a gold mine of knowledge on patchwork and quilts - tells me, that this is NOT an Ohio Star block, but an Evening Star or Eight-pointed Star block.


The photo (and my quilt) is an Evening Star/four patch block that is: 4 by 4 squares (see right outline) while Ohio Star is a  nine patch block: 3 by 3 squares (left outline) and the difference from the two is quite obvious. I stand corrected.

If you're interested in the subject, there are several online articles on block names and of course millions of pages with blocks. One of the better articles are written by Laurette Carroll, a quilt maker and collector from California: "Quilt Pattern Names" At the end of the article you'll find several references to books on block names and designs.


Now it's production time:

Couchpeanut's Throw Quilt

My current project is a throw quilt for  my daughter (aka Couchpeanut). She wants a classic quilt made from patchwork blocks. We went through my quilt book library and ended up with a design inspired by the cover of one of my old, favorite quilt booklets:
"Calico and Beyond: The Use of Patterned Fabric in Quilts" by Roberta Horton.
I bought the book back in the 1980ies and it taught me valuable lessons on the use of patterned fabric. Lessons that I still draw on in each and everyone of of my current works.


The book is still on sale at Amazon and I can highly recommend it. There might be newer books on the subject, but this one covers all the basics. If you know of newer book, that you can recommend, I will be grateful if you post them as a comment to this post. Thanks.

I'm sooo happy that she chose a scrap quilt, I would have been bored to death if she had wanted me to make that many blocks had they all been identical. Now there is a little creative period when choosing the fabrics for each block. Not two blocks are alike and the center squares are all unique. There's a few (2 or 3) fabric I cut more than one squares from, but they are from the category, Roberta Horton calls "wonder prints", prints where you can't identify the print rapport.

Block chosen and fabric color palette too: beige, sand, grey, brown, deep red, dust blue, we had to decide the overall design of the blocks: straight or on point?



I made a small "mock up", so we could discuss overall design, color palette and especially a strategy for the background colors for the stars.

Quilts, quilts, quilts...

OK. With Flickr accessed and working, I'll proceed to what was my intentions: to focus this blog on my "retirement project": quilting :)
Back in the 19th century, I quilted a lot, but when I got a full time job at UC Syd, I put all my fabric and threads aside and stopped cutting up fabric into small pieces and stitch them together to large pieces of fabric. Lolz

I stored my fabric in the basement when I moved to Haderslev and when I decided to take up quilting again and carried my boxes with fabric up from the basement I found out that storing fabric in basements was not a good idea: they all smelled musty. Bwadr!
I washed, dried and ironed it all. It took several hour a day for a full month. My husband and daughter took pity on me and did a lot of ironing. Bless them!

Then out to buy storage chests with basket drawers, so I could store the fabric so I could easily overview them and so that they didn't get smelly again. To be completely sure, I distributed small bags of lavender in the baskets.



My walk-in closet got converted to a storeroom with a wardrobe and my height adjustable computer table got converted to a quilters workbench.


After some month, I was ready to go..............

New name on the block

Yay!! I got access to my Flickr account today. It's actually amazing that Flickr support (aka Carol) took so much time and effort to bridge the gap between securing users from being "hacked" and supporting a maiden in distress. Lolz
Thanks bunches, Carol from Flickr support!!

Now I'll better get my account cleaned up. There are a lot of duplicates and pictures, that I actually don't see the point in keeping. It'll be a fun job, there are a lot of memories hidden there....

Some really funny like this with the title: Mammarazzi(!!) marking how proud I was of my new Sony Ericsson phone with camera :)

I've also - after long considerations - decided to write in English from now on. I started posting in English as part of the process of getting my Flickr account back/proving my identity, but I've decided to continue in English. There's 2 reasons (hopes) for that decision: I may have a better chance for getting a couple of readers and I may become better writing English.

That decision created a  problem: the original title of the blog was "faurholt's fumleri", which is completely untranslatable: "faurholt's fumblery" doesn't have the same punch. After long considerations I decided for "BlockHead" and to change my profile pic to an old treasured blockhead that I own. It belonged to an 80+ year old lady, who rented a flat in my house in Copenhagen back in the 1970ies. She never married, but lived in her parents house and worked as a millner all her life. The blockhead has traces of the numerous needle stitches she has done. I always think of the now deceased little old lady with the blood red nail polish and the thin lady cigar when I see the blockhead in my windowsill. She may not have kids and grand children to remember her, but the blockhead and I do.

Flickr and forgotten login

I joined Flickr way back in 2005 and for several years I used it intensely for my digital photos. I have 838 photos there. That's not a lot today, but please remember, the first-generation iPhone was released on June 29, 2007! Before that, you had to have a special camera to be able to take digital photos.

As my blog "Du er, hvad du tagger" shows, I was teaching Web 2.0 technologies for years and introduced hundreds of students and teachers to Blog, Flick, del.i.cious (social bookmarking and a lot of other social medias. That was a great time of great enthusiasm, that I remember with great pleasure.

Now that I'm retired, I want to use Flickr again but quelle horreur!! I can't access it because the email I used was a corporate email that has been discarded by my (now former) employer, UC Syd.  I contacted Flick and hoped they could help. I remembered Flickr as always helpful, but it has been owned by several different companies during it's lifetime. I contacted Flickr with my fingers crossed.

A few days after the usual auto-we-have-received-your-mail-response, I was contacted by Carol, who asked me for verification of my identity as the Lis Faurholt, who owns Liz@rt's Flickr photos. It's not an easy process, but Carol is extremely helpful at the same time as she is fulfilling the corporate rules on securing their customers materials. I find it hard to convince Carol, but do respect her reasons for trustworthy verification.

I'm still hoping.....

Test på iPad

Dette er en test, skrevet på min iPad.

Test fra iPad'en

Øv! Der er ikke en iPad app, kun en iPhone app, der virker på iPad'en.
Det kan da få en til at overveje Wordpress :/

Gode links til begrebet Gamification

Harddisken d. 23. feb. 2011 om gamification: det bedste, der er sket siden skiveskåret brød.
- værd at bemærke: SAPS (Status, Access, Power and Stuff in that order).



Gabe Zichermann's blog: the gamification blog


Mine eksempler fra det ældgamle interessefællesskab: tv dot com:
AprilFox (aktiv siden 2005)
CouchPeanut (aktiv siden 2010)

3 Casual games på Facebook

Jesper Juels "A Casual Revolution" er en af de bøger, der kom præcist lige netop, da jeg var parat til at læse den. Jeg havde jævnligt lavet søgninger på "Passive Games", som fænomenet også betegnes som ("Casual Games" synes at have vundet "kampen om retten til at definere begrebet" nu), og JJ's bog kom som en gave sendt fra.... well, forlaget :)

Hidtil har jeg læst og tænkt over mine erfaringer og opdagelser, men nu er tiden kommet til at forsøge at få orden på tankerne, så jeg ikke igen om et par år igen sidder og ærgrer mig over, at jeg ikke fik fastholdt det, jeg tænkte undervejs.

Jeg har koncentreret mig om 3 spil på Facebook: MouseHunt, Fish Wrangler og Ghost trapper. Det har været en belastning, men også en fordel. En belastning, fordi der hører daglige sociale forpligtelser med, men en fordel, da de 3 spil fra at være ret ens i begyndelsen (Fish Wrangler og Ghost Trapper utvivlsomt ripoffs af Ghost Trapper) over tid har udviklet sig meget forskelligt, hvilket stiller hvert af spillene/spilelementerne i et tydeligt relief.

MouseHunt har over tid lagt mere og mere distance til de to øvrige. HitGrab (firmaet bag MouseHunt) er tydeligvis langt mere professionelt end de to øvrige. MoueHunt er også det oprindelige, mens såvel Fish Wrangler og Ghost Trapper utvivlsomt er rip-off af MouseHunt.

Først de hårde data:

MouseHunt (2008)
MouseHunt produceres af HitGrab Inc, et canadisk game firma. I skrivende stund arbejder følgende på MouseHunt (HitGrab har flere spil):

• Bryan Freeman (executive producer)
• Joel Auge (designer and interface engineer)
• Giorgio Sintichakis (coder and system operator)
• Dave Vanderburg (coder and designer)
• Jacob Johnson (illustrator)
• Jeremy Mandel (coder)
• Franco D'Auria (coder)
• Mike Paterson (coder)

Fish Wrangler (2008)
Fish Wrangler produceres af en enkelt, amerikansk programmør, Joe Faron (med en tegner, Daniel Roper ansat) samt hans kæreste (Jillian Young) til at tage sig af det sociale.
Om Joe Faron (Facebook profile): Suit up.
I'm an entrepreneur from Chicago, IL. I started my first "business" at 13 from my parents basement - a p2p file sharing site later turned to a free web hosting company (kyd.net) with tons of free space and little security! From that point on, I've dedicated most of my time to the interweb. I absolutely love working with technology. Recently, I've been working on the Facebook application Fish Wrangler - check it out mate!

Ghost Trapper (2.2.2009 Official release of Ghost Trappers)
Ghost Trapper (findes ikke som Wikipedia opslag - hvilket noget er sigende) produceres af Diviad GmbH ejet af Andy Huller (CEO og Founder of Diviad GmbH, creator of Ghost Trappers and Chronicles of Blood) og Reiko Groß, Munich, Germany.
Jeg husker ikke, hvor jeg har det fra, men det er mit indtryk, at Andi og Reiko er studerende.

Denne oversigt er iøvrigt i sig selv en bekræftelse på min påstand om, at MouseHunt er langt mere professionel end de to øvrige spil. :)

MBTI

Myers & Briggs kan bruges i analysen af forskellige spillertyper!!

Feeds

Det, jeg især har skullet lære, er, at forholde mig til begrebet feeds. Jeg har i mange år været vant til at anvende feeds fra blogs i en nyhedslæser og er på den måde vant til, at feeds ikke er nyheder som sådan, men "fiskekroge" man kan bide på eller ignorere. Facebooks feeds ligner dog langt mere nyhedsstrømmen i Twitter end mine feeds i min nyhedslæser.

Her har det dog nok en betydning, at jeg er en del af et meget stort gamer community (weak ties) og ikke kun bruger Facebook til at interagere med familie og venner (strong ties). Ifølge undersøgelser er det især vedligeholdelse af kontakten til "strong ties", de fleste bruger Facebook til, mens jeg i mit netværk overvejende har "weak ties" kontakter.

Der er således to interessante teoriområder "informationsstrømme" og "weak ties and strong ties" på banen her. Mens det første ikke er særligt velbeskrevet, men sikkert bliver det, når Twitter bliver et forskningsobjekt, er "weak ties and strong ties" et særdeles velbeskrevet sociologisk begreb.

For at tage det sidste først, så har der længe været en diskussion af relevansen af Wengers begreb "praksisfællesskaber" i elæringskredse. Her taler man godtnok "legitim perifer deltagelse", mens man i sociologien generelt og i netværksteorier specielt taler om "weak ties and strong ties". Begrebet "community" har i flere år været under kritik og foreslået erstattet af "netværk", ikke mindst begrundet i Internettet:

"It is an interesting research question whether the Internet will help foster more densely knit communities or whether it will encourage sparser, loose-knit formations."
Jones et al. 2006, p. 45)

Der er noget at gå i gang med at læse her.....

Privat vs offentlig

I posten fra sidste år nævnte jeg min frustration over sammenblandingen af mine sociale sfærer: arbejde, venner og familie. Denne frustration har jeg stadigvæk, selvom jeg nu kender rettigheds-værktøjerne i Facebook.

Privacy settings
Generelt kan man sige om disse værktøjer, at de er ganske omfattende. Jeg har opdelt mine sociale kontakter i en mængde lister, og jeg kan styre tilladelserne til disse lister ret detaljeret - faktisk helt med på enkelte billeder f.eks.. Jeg har ikke kendskab til andre SNS (Social Network Services), der i samme grad giver brugeren kontrol over, hvem de deler hvad med. Problemet er jo så, at jo mere detaljeret disse rettighedstildelinger er, jo sværere er de at finde ud af. Det er sikkert årsagen til, at rygtet går, at Facebook tvinger brugerne til at dele. Det gør de kun for så vidt at "deling" er default indstillingen, og det er brugeren selv, der skal være aktiv for ikke at dele. Reelt burde Facebook roses for i udstrakt grad at give brugerne kontrollen.

Det løser dog ikke helt mine frustrationer, idet rettighedstildelingen kun retter sig mod de billeder, noter, blogindlæg osv. jeg lægger på Facebook. Det mest centrale: min Wall og mit profilbillede kan enten præsenteres eller skjules. Jeg ville ønske, at jeg kunne opdele mine status'er i kanaler på samme måde som man kan i twitter!!

Profilbillede
Et eksempel på, hvorfor jeg har det ønske er en oplevelse, jeg havde for et par måneder siden. Der var en profilleg i gang (om disse lege se f.eks. et undervisningsmateriale, jeg er medforfatter på: Lek2R, hvor der er et afsnit om profiler). Legen gik ud på i en periode at udskifte sit Facebook profilbillede med en tegneseriefigur, man havde sat pris på, da man var barn.
Jeg var lidt tilbageholdende, da jeg egentlig ikke bryder mig om, at folk skifter billede. Det er lidt som hvis de skifter navn - billedet er en måde jeg hurtigt identificerer mine Facebook venner på. Facebook netværket er globalt og billeder er (for mig) ofte lettere at huske end meget fremmedartede navne.
En søndag eftermiddag overgav jeg mig dog til morskaben og udskiftede mit profilbillede med et billede af Pinocchio og Jesper Fårekylling:

Uha, uha, der stod: "Vælg kun billeder, som du har bekræftet, at du har licens til at bruge." Dette billede er HELT ulovligt!!
Nå, jeg udskiftede altså mit profilbillede søndag eftermiddag og ganske få øjeblik senere, fik jeg en Friends Request fra min chef. Jeg var hans 18. ven på Facebook. How flattering, men jeg gad dog vide, hvad han tænkte??? :D

Status og feeds
Mine feeds er dog et meget større problem end profilbilledet. Over tid er det blevet mere og mere almindeligt at man i games skal "Share" elementer. Resultater, man vil prale af eller hjælp man bede om. Game developerne ser deres fordel i den virale markedsføring, der ligger i disse funktionaliteter og vi gamere etablerer fællesskaber ved hjælp af disse. MEN det er spam i den grad for alle mine "ikke gamer" venner. Nu og da lægger jeg i min status en instruktion i, hvordan man blokerer feeds fra mig af denne type, men det irriterer mig meget, at jeg ikke selv kan styr, hvem jeg "feeder" med hvad :(
Aktuelt har jeg besluttet, at Facebook er min private gamersfære og skjult min Wall for listen "Family", "Work" og "Faglige netværk". Det betyder forhåbentligt, at disse ikke spammes af mine monstre, mus og fisk.

Jeg har faktisk en canadisk FB ven, der har to profiler af samme årsag. En til gamer aktiviteter og en til familien. Hendes begrundelse er pudsigt nok den omvendte: hun ønsker ikke at dele familiekonflikter med gamer community'et. Lol

Mere komplekst end som så!
Som Wenger gang på gang har påpeget det, lærer man gennem deltagelse! Og - banalt sagt - for at deltage, skal der være noget at deltage i! Det har jeg prædiket i 10 år nu ift. e-læring, og det er også årsagen til, at min "Facebook-karriere" har taget udgangspunkt i gamer communities på Facebook.
De erfaringer, jeg har gjort gennem deltagelse i dette community (i virkeligheden flere), er jeg ret overbevist om, kan omsættes til værdifuld viden om, hvad der "virker", og hvad der "mangler" i undervisningssammenhæng.

Jeg irriteres dog stadig over den arrogance grænsende til fordomme mange akademikere har overfor sociale netværk. Ikke blot betyder det, at hele undervisningssektoren bevæsger sig med sneglefart ift. mange studerende, men mere katastrofalt er det, at analyser af de nye teknologier går helt galt i byen.
Et eksempel herpå er et skema i en (i øvrigt meget ringe) rapport fra DPU: "Informationskompetence i gymnasiet". På side 21 findes dette skema:

I mit hoved giver den opdeling ingen mening! Ikke underligt, at Folkeskolen stadig hovedsageligt underviser i kontorprogrammer og lader hele verden tordne forbi udenfor vinduerne :/

Deltagelse fremmer forståelsen!!

2 år og 1933 venner senere.....

Nu ærgrer jeg mig så igen, igen over, at jeg ikke er disciplineret nok. Tænk, hvis jeg havde skrevet bare en lille post hver dag, som jeg oprindeligt havde forestillet mig. Så ville jeg have haft 2 x 365 - 2 poster her!! Nok en forspildt chance for at dokumentere et "feltarbejde". Men bedre sent end aldrig, plejer man jo at sige. Lol

Som det fremgår af overskriften er jeg nu helt officielt en "Facebook whore", dvs. en med et vanvittigt stort antal venner. Tallet i sig selv får mange til at løfte et øjenbryn, mens de tænker: Hvad prøver hun at bevise? Hun kan jo umuligt kende så mange mennesker?
Jeg vil dog langt hellere besvare det lidt mindre fordomsfulde spørgsmål: Hvorfor har hun så mange venner? Det har jeg nemlig mine gode grunde til ;) Here comes:

Da jeg i sin tid startede på Facebook var det overvejende nuværende og gamle studerende, jeg mødte samt enkelte kolleger, både nære og fjerne rent geografisk. Jeg meldte mig også efter flere overvejelser som fan af Helle Thorning, mest for at se, hvad hun lavede på Facebook. Jeg er også fan af "The White House" af samme årsag. Men ret hurtigt blev jeg opmærksom på Facebook apps, altså alle de tilføjelsesprogrammer til Facebook, der bliver lavet af andre end Facebook selv.

Skabsgamer
Da jeg altid har været "skabsgamer" bemærkede jeg selvfølgeligt hurtigt, at der var en mængde spil i Facebook. Det førte mig vidt omkring og jeg har spillet de mærkeligste spil i den forløbne tid, men samtidigt har jeg fået et indblik i det, Jesper Juul betegner som "A Casual Revolution". Det nye JJ fremhæver er, at dels er hardcore gamerne nu voksne og har ikke plads i hverdagslivet til så mange timer ved spilkonsollet, dels er mainstream casual spil (casual games er spil som f.eks. 7-kabalen) nu gået online.
Det måtte jeg selvfølgelig undersøge, og på et tidspunkt skrev jeg i min Fb status: "How many passive games doest it take to make me a hardcore gamer?" Lol

Når jeg nu skriver "Yesssss!! Century #156" i min status, er der 35, der klikker "I like this" og 3, der lægger en kommentar!! Dét er ikke kommet af sig selv, skulle jeg hilse og sige ;)

You are who you know

Jeg bakser med forståelsen af Facebook for tiden. Det kræver tid! Megen tid. Til til at deltage, tid til at læse - såvel teoretisk stof som, hvad andre tænker om det i bloggosphere for eksempel.

Jenkins og Meyrowitz
Jeg er f.eks. meget optaget af Henry Jenkins (websitet er ikke opdateret siden 2006, nu blogger Henry Jenkins i stedet på bloggen: Confessions of an ACA-Fan). Henry Jenkins er en af de få, der i årevis ihærdigt har forsøgt at forstå de nye medie indefra. Bogen "Convergence Culture" samt Whitepaperet, Henry Jenkins forelagde for kongressen (Confronting the Challenges of Participatory Culture: Media Education for the 21st Century), er indsigtsfulde tekster.

Joshua Meyrowitz' bog "No Sense of Place: The Impact of Electronic Media on Social Behavior" giver også et virkeligt godt bidrag til en forståelse Facebook. Med udgangspunkt i Goffman og McLuhan udvikler Meyrowitz nogle vigtige analyser af det anderledes og dynamiske i såvel udviklingen af medierne som vor brug af medierne. Netop den dobbelthed anser jeg for vigtig, det er ikke blot medierne, der udvikler sig, vi bruger dem også anderledes og får med nye medier mulighederne i hænde for at gøre ting anderledes. Ikke blot medierne ændrer sig, vi (brugerne) ændrer os også...... Selvom "No Sense of Place" overvejende anvender TV-mediet som eksempler/cases, er bogens temaer meget relevante for alle nyere medier som f.eks. Facebook.

Påpegningen af skriftens indflydelse på kulturen virker også som en øjenåbner overfor "kulturens blinde pletter".

Både Jenkins og Meyrowitz er i stand til at bygge bro fra "gamle teorier" til den nye kontekst, nye medier og ændrede samfundsformer skaber. Meyrowitz ved bogstavelig talt at sammenholde sociologisk teori og medieteori.

Deltagelse fremmer forståelsenPå en konference for nylig oplevede jeg en længere akademisk gennemgang af unges "selvfremstilling" på Facebook illustreret ved en analyse af 4 fotos fra en ung piges fotomappe i Facebook. Det er ikke første gang, jeg må undres over, hvordan nye medier (mis)fortolkes. Men jeg kan godt undre mig over det "akademiske mod" der udvises, når man blot applikerer gamle mediers analysemodeller på nye, helt anderledes medier....... Facebook er ikke en hjemmeside! Derfor er teoretikere som Jenkins og Meyrowitz helt anderledes interessante.

Facebook app'en, Mozer, der genererer brugerens profilbille af vennernes profilbilleder kan ses som en symbolsk beskrivelse af Facebook. Karakteristisk for Facebook er netop, at det i høj grad er vennerne, der genererer brugerens profil.


Klikker man ind på en brugers profil, er det ikke brugerens uploadede materialer (f.eks. fotos), der møder en umiddelbart, men de sociale handlinger, brugeren har foretaget sig i det seneste tidsrum. Allerede her er modsætningen mellem en hjemmeside og Facebook markant. Mens tovejs kommunikationen på en hjemmeside oftest er henvist til en "ekstra-funktion" - et elektronisk forum eller en blogkommentar, er den sociale interaktion i centrum i Facebook.Det er nok en af årsagerne til at Facebook anklages for overfladiskhed. Hvor "socialt" er det at kaste et får efter folk? Tja, hvor socialt er det egentligt at sende et postkort med teksten "Du ønskes en rigtig glædelig jul og et velsignet nytår"? Ikke desto mindre var det en værdsat dyd i min barndom. Er Facebook = julekort hele året?

Hvad er Facebook?
Problemet er - tror jeg lige nu, men det kan ændre sig - at Facebook ikke er én, men mange ting. Ofte udnævnes LinkedIn til at være et fagligt netværk og Facebook til at være et værre rod. Det med "rodet" kan jeg sådan set godt tilslutte mig, og netop her kommer Meyrowitz mig til hjælp. Ifølge ham er det nye, at "sociale situationer" blandes sammen. Casestory'en er, at da den unge Meyrowitz vendte tilbage fra et Europa ophold og fortalte han om opholdet på én måde til forældrene (sikkerhed og rene hotelværelser), en anden måde til sin lærer (dannelse: museer, historiske steder og kulturforskelle) og en tredje måde til sine venner (fare, eventyr og forelskelse).

Da jeg startede med at være aktiv i Facebook (og ikke bare klikke forundret rundt), fik jeg netop det problem, at det, mine studerende synes er sjovt, sikkert opleves som forstyrrende af de to, ældre RUC - lektorer i mit netværk. Og hvad med sproget? Mit engelsksprogede netværk ser sikkert underlige tegn, når jeg skriver dansk med æ, ø og å, mens en del studerende bliver hægtet af, hvis jeg skriver engelsk. Det ser for øvrigt ud til, at Facebook fremover vil give mig et værktøj til at adskille indholdet i forhold til de grupper, jeg har defineret (pt. hedder de: Work, Private, Networks og Students). Men det er endnu alt for besværligt.


Hver ny aktivitet (og tro mig, dem er der mange af - nogle kalder dem ligefrem vira, men mere om det senere) skal tjekkes af i utallige felter ift. disse grupper. Hm.... det må kunne gøres simplere?

Øjenåbner 2.0
I Facebook blev jeg således konfronteret med, hvad det er, jeg normalt skriver på nettet. Jeg er meget vant til at kommunikere med mine netstuderende på nettet, og selvfølgelig er der også plads til humor og venskabelige bemærkninger. Men nu gik det op for mig, at jeg hidtil har været "fagpersonen", når jeg var på nettet. Både i LMS'et og i Web 2.0 teknologierne. Måske lidt mindre på Flickr end i teksterne...... På Flickr ligger der trods alt fotos af min reol, min datter, min altan og min nytårsmad - men helt ærligt! De er ikke særligt "private".

En artikel: Facebook as a Tool for Learning Engagement havde sat mig lidt på sporet:

Creating a profile can seem somewhat awkward, because at heart a site like Facebook will feel a little like a dating site. It is important to know that you only need to share as much as you feel comfortable, and that it is often useful to express restraint. What do students like in a faculty profile? First, they want to know a little about you. They want to know some of your favorite books, movies and TV shows. You get no points for loading your profile with pretentious interests - students want to feel connected to you. If you like the Family Guy or Curb Your Enthusaism, share it. Second, students like pictures. If you've got some pictures from conferences, or from when you met famous people, or pictures of your family, share them. You don't need to upload hundreds, but a few pictures will really add a humanizing aspect to your identity. The key in creating a profile is sharing a little bit of the real you - when you can make these connections with your students, you will engage them.

Selvom mine studerende er voksne, gør det samme sig nok gældende for dem. Så jeg lagde "ikke fag-bøger", TV-serier, film m.m. ind i profilen. Jeg har dog en regel: jeg inviterer ikke mine studerende til at være mine "venner" - de skal invitere mig. Jeg håber, at de opfatter mig som "tilgængelig", når de ser de mange studerende, der allerede er i mit netværk. I øvrigt er artiklens overskrift værd at bemærke: Learning Engagement!

Jeg tror desuden sproget spiller ind. "Friends" dækker også "bekendte" og ikke blot det, vi på dansk kalder "venner". Den danske mediedebat om Facebook (eksempelvis i dag i Information: "Selvprofilering i den bedste sendetid") påpeger ofte det "overfladiske" i kontakterne:

Selve det at blive opfattet som en "ven" er da heller ikke nær så kompliceret på netværksportalerne, som det er i det virkelige liv, hvor relationen typisk tager anderledes længere tid og bygger på helt andre forudsætninger, besværligheder og erfaringer to personer imellem end i cyberspace.

Igen er det formentlig sammenblandingen af sociale relationer, der er årsagen. "Friends" er både venner og bekendte. Også Strong ties og weak ties blandes i Facebook.

Homo Ludens
Men jeg måtte nu alligevel synke en ekstra gang, da en af mine studerende satte mig til salg på Facebook. Crikie! Hvordan skulle jeg nu liiige forholde mig til det? Heldigvis har jeg en kulsort humor, så jeg valgte hurtigt at grine højt. Ja, ikke bare det, jeg fortalte også vidt og bredt om det på arbejde. En senere bemærkning fra den studerende, der havde sat mig til salg: "Jeg tænkte nok, du ville synes, det var sjovt.", viste jo blot, at han kendte min humor.

Ikke nok med det, køb og salg af vennerne viste sig at være en leg, det har givet mange sjove oplevelser at deltage i. Ikke blot medførte en kvindelig studerendes spørgsmål om en af mine private venner (en rigtig hunk!), at hun blev involveret i legen, men på et tidspunkt skrev jeg i min "Status" (mere om den ved en anden lejlighed): "Lis is an object for male bonding", da to af mine mandlige bekendte havde gang i en ægte drenge-kappestrid, hvor det var helt tydeligt, at det ikke handlede ikke om mig, men om deres relation. Et vigtigt aspekt i legen er, at prisen stiger ved hver handel. Pengene "tjener" man ved at logge ind (med min. 4 timers mellemrum), og der kan gå dage, før man har optjent penge nok til at overbyde sidste køber. En drenge-leg, jeg også har udkæmpet med sønnen til en af mine venner. Ikke blot kæmpede vi om ejerskabet, men også om det Nickname, der kan tildeles af køberen. Vi havde en fornøjelig Nickname-ordkamp hen over en weekend, hvor selv Marx blev citeret (All That is Solid Melts Into Air :).
Pjat? Så helt klart. Men hvorfor gå på grinekursus, når man kan more sig lige så godt på Facebook?

Nyt projekt

Nu kommer der liv i min gamle blog igen. Jeg har i flere år koncentreret mig om min "lærerblog": "Du er, hvad du tagger", men da jeg nu har genoptaget mit længe forsømte studie på SDU, vil jeg tage "faurholt's fumleri" i brug igen :)

Hvad jeg fremover skal gøre med "Du er, hvad du tagger" ved jeg til gengæld ikke helt rigtigt. I den nye pædagoguddannelse eksisterer faget "Multimedie" ikke længere *sukker* - og jeg ved jo, at det er svært at holde disciplinen, når jeg ikke har et konkret hold....., nå, det finder jeg nok ud af. Her skal det handle om noget andet.

Helt præcist deltager jeg aktuelt i faget "Perspektiver på online-verdener", og jeg er i øjeblikket i gang med at formulere mit eksamensprojekt. Det er - som sædvanligt - ikke helt nemt, men en spændende periode.

Projektet skal handle om Second Life, og jeg har to spor, jeg skal have til at gå op i en højere enhed: kvinder og mediekonvergens.
Mediekonvergensen er der ingen problemer med, her har jeg masser af gode teorier og teoretikere. Henry Jenkins ikke mindst. Så jeg er i gang med at genlæse Textual Poachers: Television Fans & Participatory Culture, Fans, Bloggers, and Gamers: Media Consumers in a Digital Age og Convergence Culture: Where Old and New Media Collide.
Mere vanskelig er kvindevinklen. Udgangspunktet er den fra børne- og ungdomskulturen gammelkendte irritation: drengeulturen er mere offentlig og mere spektakulær. Derfor er det altid den, der skrives om / forskes i. Det pigerne beskæftiger sig med nedvurderes og overses - ligesom fankulturen. Henry Jenkins and Justine Cassell har skrevet en interessant artikel: Desperate Housewives: A Decade of Gender and Computer Games, hvor citatet her virkelig ramte de tanker, jeg gik og tumlede med:

Looking back, Will Wright’s game, The Sims™, may have represented a significant turningpoint in the relations between gender and computer games. [.....]
what was transformative about The Sims in the end had very little to do with its design features or content. It came through the policies that Will Wright and his team at Maxis developed around user-generated content. From the start, The Sims inspired a vigorous fan culture: fans designed their own characters, furniture, wallpaper, and rugs, and inserted them into the game andthey used the game play to generate images they could use to illustrate their own fan fiction. Herewe were seeing a games culture which looked more like traditional fan cultures (which historicallywere dominated by female participants) where the appropriation and reworking of media content is second-nature.

Så kommer mine mange timers erfaring med The Sims mig også til nytte *lol*

Jeg vil dog stadig sidde med det dilemma, som Jenkins også i artiklen påpeger, at "Pink Game" bevægelsen havde: faren for at essentialisere kønnet. Her må jeg nok have fat i Anne Scott Sørensen, f.eks. "Piger, pink og power".

Samtidig med min (gen)læsning er jeg så på udkig efter SL-blogs, Flickr grupper, eZines, Facebook API'er and what not i den hensigt at vise, hvorledes kvinders aktiviteter breder sig langt ud over Second Life og rundt i hele Web 2.0 moradset og udefra ind i SL universet *S* Det bliver en herlig tid!

Blogger!!

Jeg bliver mere og mere forundret over den måde Blogger behandler min gamle blog på. Først ændrer de mit domænenavn, og nu har de smadret min skabelon. Hvad har de lige gang i???
Det er underligt, at de gratisblogs, jeg har, fungerer upåklageligt, men at denne, min ældste - betalingsblog skal mishandles sådan. Når jeg klager min nød til supporten, får jeg et automatsvar om at se i FAQ'en. Altså!!

Nå, sådan er livet åbenbart på Google, så jeg må jo bare smøge ærmerne op. Jeg kan selvfølgelig benytte lejligheden til at teste den nye Blogger med alle de fancy Ajax funktioner. Så er mine frustrationer da altid godt for noget....

Blogs i undervisning

Ovre i "Du er, hvad du tagger" har jeg i dag efterlyst kommentarer til den debat Torben Bjerre på Jysk Pædagog Seminarium har rejst vedrørende underviserens rolle i de studerendes blogs. Jeg har desuden i en kommentar til TorbenBjerre henvist til en interessant artikel i fagbladet "Sprogforum", hvor forfatterne skriver:

Enhver underviser kender den faldgrube, der ligger i at overøse sine kursister med velmenende faglig viden, råd eller vejledning og være den, der både stiller og besvarer spørgsmålene. Eller det modsatte: At holde sig fagligt så meget tilbage, at kursisten efterlades uden reelle orienteringsmuligheder. Både den meget aktive og den tilbageholdende online underviser skubber imidlertid kursisten fra sig.
(Mads Bo-Kristensen & Herluf Schelde: Skriften på skærmen. Sprogforum nummer 38, 2006)

Det interessante er jo så, hvor den passende mellemvej skal findes? Artiklen nævner 3 centrale kompetencer underviseren må have for at skabe tilknytning til online miljøet:

• sikre, at den enkelte kursist blever set
• sikre høj grad af konstektualisering
• bruge sproget til at skabe tilknytning

Her synes jeg Web 2.0 teknologierne giver nogle helt unikke muligheder. Eksempelvis kan bloggens (eller Flickr's eller YouTube's) kommentarfelt anvendes til at markere, at den studerende er set. Et lille virtuelt klap på skulderen, om jeg så må sige. Desuden kan underviserbloggens blogroll (linksamling) også opfylde den funktion, forstået på den måde, at via underviserbloggen kan studerende altid finde alle medstuderendes blogs.

Også konstektualiseringen synes jeg, man får hjælp i Web 2.0 redskaberne til - via ejerskab og offentlighed. Dét, at materialerne (blogs, Flickr, YouTube) er ejet af de studerende, gør, at jeg opfatter mig selv som "gæst" hos den studerende, mens jeg på en anden måde er "vært" i institutionens LMS. Materialernes offentlighed understøtter dette - jeg plejer at sige, at jeg er mig meget bevidst, at den studerendes mor måske også kan læse mine kommentarer. Derfor synes jeg ikke, man i samme grad har brug for en "netiquette" eller kontrakt, som Agertoft plæderer for i "Netbaseret kollaborativ læring, en guide for undervisere", Billesø & Baltzer 2003. Ejerskabet til og offentligheden af materialet gør, at den sociale scene er sat på forhånd. Ganske som jeg ved, at man opfører sig forskelligt til bryllupper og begravelser......

Det betyder også, at jeg mener, at de studenterejede materialer (blogposter, biller i Flickr, videoer i YouTube) kan anvendes til at begejstre, rose, opsummere, støtte, vise empati, mens kritik og grænsesætning bør finde sted i lukkede, institutionsejede forum. (Elementerne i artiklens begreb om tilknytning).
Jeg forsøger f.eks. at lave jævnlige poster med sammenfatninger, der indeholdende links til studerendes poster. Det er jeg slet ikke god nok til endnu, men Carsten Jessen er en sand mester i den disciplin, så mit forbillede har jeg på plads. Nu er det bare at øve sig noget mere *S*

Jeg har delt Sprogforum-artiklen ud til højre og venstre og omtalt den, så såre jeg kan komme til det, da jeg tror undervisere ofte står meget famlende overfor, hvad deres rolle er i de studerendes blogs og dermed let falder i "laissez-faire" grøften. Til gengæld kan jeg dog også være bekymret for, at de studerende forventer, at ethvert indlæg opfattes som en "opgaveaflevering", som underviseren forventes at give grundig respons på. Det bliver spændende at se, hvilke kommentarer, de studerende har til den sag.......

For mig er det dog vigtigt især at rette opmærksomheden på de (med)studerendes rolle. Her skrev en af vore multimediestuderende engang, at

Det er inspirerende og lærerigt at følge medstuderendes produkter/processer på deres blog, men at kommentere dem er stadig "formålsløst" for mig, men det er nok fordi jeg kommenterer på produkt i stedet for proces. Processen er sværere at kommentere på, da vi vist alle er lidt "tilbageholdende" med at beskrive og reflektere over egen læring.

Dermed slår hun for mig at se lige ned på to helt centrale elementer i det "at blogge" i uddannelsessammenhæng:
- hvorfor skal studerende blogge (målet med aktiviteten)
- hvordan opfatter studerende aktiviteten at blogge (deres læringsopfattelse)

Den problematik tager artiklen i Sprogforum ikke fat på, den omhandler udelukkende underviserens rolle. Men skal der i Wengers forstand være tale om et praksisfællesskab (et sted, hvor betydning dannes), er det nødvendigt, at adressere de studerendes læringsopfattelse. Hvis studerendes læringsopfattelse er en transportmodel, hvor "tankpasseren" (læreren) fylder stof i "de tomme kar" (eleven), og elevens opgave er at producere produkter, der derefter bedømmes af læreren, ja, så er bloggen udelukkende (endnu) et tungt krav/en tidsrøver. Kun, hvis det lykkes underviseren, at introducere bloggen som et proces- og reflektionsredskab, giver det mening at blogge. Min erfaring er, at det godt kan tage sin tid, men at den er hele besværet værd. De studerendes læringsopfattelse er simpelthen alfa og omega ift. deres studie, og bloggen kan i den forbindelse være en øjenåbner for såvel studerende som underviser.
Hvis bloggen opfattes som et "vurderingsportfolie", ja, så er det ikke underligt, at studerende ikke synes, de kan kommentere medstuderendes blogs - så føler de jo i virkeligheden, at de vurderer hinanden, og det er forståeligt, at de viger tilbage for den opgave.
Hvis bloggen derimod er et procesredskab, et sted for tanker, ideer, "meninger og holdninger på vej", så er de invitationer til deltagelse, og hermed er det slet ikke så svært at kommentere - eller lave længere indlæg i egen post, og så linkes til den blogpost, der trickede overvejelserne af - f.eks. Torben Bjerres post som i dette tilfælde.

Institutionen uden mure

Anvendelsen af rummetaforen i f.eks. portfolopædagogikken generer mig mere og mere. Opdelingen i læringsrum, reflektionsrum, arbejdsrum og præsentationsrum minder mig for meget om "hver ting for sig" (hvad så med multitasking?) og "enhver ting på sin plads" (middelklassens store oprydningsprojekt, som Henrik Dahl skriver så morsomt om.)
David Weibergers billede af træer og blade ( i "Taxonomies and Tags. From Trees to Piles of Leaves.") siger mere om læring end rummetaforerne. Læring er ofte sloppy, hvis fakta ikke blot skal gentages, innovation og kreativitet er ikke lineært, lineært er kun gentagelserne. Jeg ser for mig et billede af materialer, der i skoletasker slæbes gennem uddannelsesinstitutionens klasserum, grupperum, eksamen rum osv..
Og så forstår jeg slet ikke snakken om "offentlige rum" og "private rum" - er klasseværelset et "offentligt rum"? For mig er det et lukket rum: én klasse, én lærer, én tavle (og ét stykke kridt!)
Arbejdet med Web 2.0 teknologierne i Multimedie viser, at det er muligt at dirke rummet op - ikke blot kikker de studerende (her) ind selv i juli måned, hvor emnerne selvfølgelig var lidt mindre faglige, kikker de ind (her, her, her og her) fra de to forrige jævnligt multimediehold ind, i den sidste er en Phd studerende fra Ålborg Uni (her, her, her og her) og en tysk lærer (der dog har sin lærereksamen fra Haderslev seminarium, her og her) blevet jævnlige besøgende i min lærerblog. Det er ret fedt!

Den lådne blog

Mit undervisningsmateriale om Web 2.0 teknologier, "Den lådne blog" har en statistik. Den vil jeg lige graske lidt i.
Bloggen er oprettet d. 31.3.2006 og sidste post er skrevet d. 17.4.2006. Ved at anvende dato og tidsstemplet lidt kreativt, har jeg præcist kunne bestemme rækkefølgen af de forskellige tekster.
Af tælleren på siden fremgår det, at der har været 320 besøgende. Det er da egentligt ret pænt...
Jeg har dog også en (gratis) StatCounter på siden, dvs. et statistikredskab, hvor jeg kan få en hel del mere at vide: F.eks., at bloggen i de sidste 7 dage har været besøgt 44 gange af 32 unikke besøgende og at de 15 af disse havde besøgt bloggen før, mens 17 var der for første gang. Grafisk fremstillet ser det således ud:


Trækker jeg en statistik på perioden fra bloggen er færdig til i dag: 17.4.2006 - 16.9.2006 er tallene:

	Page Loads	Unique Visitors	First Time Visitors	Returning Visitors
Total	468	306	254	53

Taget i betragtning, at antallet af studerende i den periode er 20, er det altså ikke kun studerende på multimedieholdet, der har fundet frem til bloggen.

Hvem de er kan jeg få en fornemmelse af ved at se, hvor de kommer fra:

Referring Link
18	elearn.cvusonderjylland.dk
8	www.netvibes.com/
14	www.google.dk/
4	www.google.com/
3	www.flickr.com/photos/lizart/sets/72057594107065143/
3	www.blogger.com/profile/1048981
5	search.jubii.dk/
1	technorati.com/
1	blogbot.dk/blogs/

En del er kommet via søgemaskiner med søgning på "Soduko", tja, bloggen var nok ikke lige, de ledte efter *S*

StatsCounter kan oplyse om utallige ting som brugernes skærmopløsning, browser version, IP adresse, geografi/lokalitet.

Et nyttigt lille redskab.