Enhver underviser kender den faldgrube, der ligger i at overøse sine kursister med velmenende faglig viden, råd eller vejledning og være den, der både stiller og besvarer spørgsmålene. Eller det modsatte: At holde sig fagligt så meget tilbage, at kursisten efterlades uden reelle orienteringsmuligheder. Både den meget aktive og den tilbageholdende online underviser skubber imidlertid kursisten fra sig.Det interessante er jo så, hvor den passende mellemvej skal findes? Artiklen nævner 3 centrale kompetencer underviseren må have for at skabe tilknytning til online miljøet:
(Mads Bo-Kristensen & Herluf Schelde: Skriften på skærmen. Sprogforum nummer 38, 2006)
- sikre, at den enkelte kursist blever set
- sikre høj grad af konstektualisering
- bruge sproget til at skabe tilknytning
Også konstektualiseringen synes jeg, man får hjælp i Web 2.0 redskaberne til - via ejerskab og offentlighed. Dét, at materialerne (blogs, Flickr, YouTube) er ejet af de studerende, gør, at jeg opfatter mig selv som "gæst" hos den studerende, mens jeg på en anden måde er "vært" i institutionens LMS. Materialernes offentlighed understøtter dette - jeg plejer at sige, at jeg er mig meget bevidst, at den studerendes mor måske også kan læse mine kommentarer. Derfor synes jeg ikke, man i samme grad har brug for en "netiquette" eller kontrakt, som Agertoft plæderer for i "Netbaseret kollaborativ læring, en guide for undervisere", Billesø & Baltzer 2003. Ejerskabet til og offentligheden af materialet gør, at den sociale scene er sat på forhånd. Ganske som jeg ved, at man opfører sig forskelligt til bryllupper og begravelser......
Det betyder også, at jeg mener, at de studenterejede materialer (blogposter, biller i Flickr, videoer i YouTube) kan anvendes til at begejstre, rose, opsummere, støtte, vise empati, mens kritik og grænsesætning bør finde sted i lukkede, institutionsejede forum. (Elementerne i artiklens begreb om tilknytning).
Jeg forsøger f.eks. at lave jævnlige poster med sammenfatninger, der indeholdende links til studerendes poster. Det er jeg slet ikke god nok til endnu, men Carsten Jessen er en sand mester i den disciplin, så mit forbillede har jeg på plads. Nu er det bare at øve sig noget mere *S*
Jeg har delt Sprogforum-artiklen ud til højre og venstre og omtalt den, så såre jeg kan komme til det, da jeg tror undervisere ofte står meget famlende overfor, hvad deres rolle er i de studerendes blogs og dermed let falder i "laissez-faire" grøften. Til gengæld kan jeg dog også være bekymret for, at de studerende forventer, at ethvert indlæg opfattes som en "opgaveaflevering", som underviseren forventes at give grundig respons på. Det bliver spændende at se, hvilke kommentarer, de studerende har til den sag.......
For mig er det dog vigtigt især at rette opmærksomheden på de (med)studerendes rolle. Her skrev en af vore multimediestuderende engang, at
Det er inspirerende og lærerigt at følge medstuderendes produkter/processer på deres blog, men at kommentere dem er stadig "formålsløst" for mig, men det er nok fordi jeg kommenterer på produkt i stedet for proces. Processen er sværere at kommentere på, da vi vist alle er lidt "tilbageholdende" med at beskrive og reflektere over egen læring.Dermed slår hun for mig at se lige ned på to helt centrale elementer i det "at blogge" i uddannelsessammenhæng:
- hvorfor skal studerende blogge (målet med aktiviteten)
- hvordan opfatter studerende aktiviteten at blogge (deres læringsopfattelse)
Den problematik tager artiklen i Sprogforum ikke fat på, den omhandler udelukkende underviserens rolle. Men skal der i Wengers forstand være tale om et praksisfællesskab (et sted, hvor betydning dannes), er det nødvendigt, at adressere de studerendes læringsopfattelse. Hvis studerendes læringsopfattelse er en transportmodel, hvor "tankpasseren" (læreren) fylder stof i "de tomme kar" (eleven), og elevens opgave er at producere produkter, der derefter bedømmes af læreren, ja, så er bloggen udelukkende (endnu) et tungt krav/en tidsrøver. Kun, hvis det lykkes underviseren, at introducere bloggen som et proces- og reflektionsredskab, giver det mening at blogge. Min erfaring er, at det godt kan tage sin tid, men at den er hele besværet værd. De studerendes læringsopfattelse er simpelthen alfa og omega ift. deres studie, og bloggen kan i den forbindelse være en øjenåbner for såvel studerende som underviser.
Hvis bloggen opfattes som et "vurderingsportfolie", ja, så er det ikke underligt, at studerende ikke synes, de kan kommentere medstuderendes blogs - så føler de jo i virkeligheden, at de vurderer hinanden, og det er forståeligt, at de viger tilbage for den opgave.
Hvis bloggen derimod er et procesredskab, et sted for tanker, ideer, "meninger og holdninger på vej", så er de invitationer til deltagelse, og hermed er det slet ikke så svært at kommentere - eller lave længere indlæg i egen post, og så linkes til den blogpost, der trickede overvejelserne af - f.eks. Torben Bjerres post som i dette tilfælde.
