søndag, juni 11, 2006

Nyt design

Så har WeeBlog igen, igen fået nyt design. Jeg har svigtet bloggen i næsten et år, da jeg har været optaget af bloggene Bubbling Minds og Du er, hvad du tagger, men da jeg nu har meldt mig til et emnefag på SDU: Ind i blogosfæren - Selvpublicering og netværksdannelse i en digital kultur ved Anne Scott Sørensen, vil jeg vække min gamle, private blog til live igen.
WeeBlog er min allerførste blog, så der er lidt sentimentalitet forbundet med den, da den jo dokumenterer min udvikling som blogger. Den var i starten overvejende - karakteristisk for tiden dengang - en "filterblog", men nu har jeg været blogger så længe, at jeg har brug for et større tekstfelt :)

Det gamle design havde tre spalter. Det var optimalt for en filterblog, hvor linksamlingen er et hovedelement, men det sker jo så på bekostning af teksten. Nu har jeg valgt et tospaltet format, men det har så som konsekvens, at min Blogroll må forvises til en seperat side (se Links: Blogroll).

Jeg ser frem til semesteret, beskrivelsen ser rigtig spændende ud:

(We)bloggen er en af de nye digitale genrer, der har åbnet for, at enhver i princippet kan blive sin egen publicist og en del af det netværk, som blogosfæren udgør. Bloggen er som sådan et potentielt medium for refleksiv selvdannelse og nye former for social organisering mellem det sociale fællesskab og den smags- og meningsdannende offentlighed. På kurset vil vi beskæftige os
med bloggen som genre, herunder med dens forskellige udspaltninger (fx den personlige blog over for den politiske blog og community-bloggen). Især vil vi diskutere, hvad der udgør en god blog, og hvilke kvalitetskriterier man kan operere med over for digitale og multi-mediale tekster? Hvor går grænserne for det hverdagslige, private og personlige: hvornår og i hvilken forstand er det (u)interessant at læse om andres hverdagsliv, deres smags- og værdidomme? Vi vil også diskutere, hvad der motiverer til henholdsvis at holde en blog og læse blogs, og i hvilken forstand det indgår i en refleksiv selvdannelse. Endelig vil vi se på, hvilken karakter, blogosfæren har. Er det et fællesskab eller en offentlighed? Efter hvilke kriterier differentieres blogosfæren? På kurset skal vi læse såvel nogle klassiske tekster om æstetik- og medieteori som nyere tekster om digital æstetik og kommunikation, herunder selvfølgelig især om blog-fænomenet. Endelig skal vi snuse lidt til internetbaseret research. Kurset
vil blive organiseret som en fælles undersøgelse af fænomenet, hvor der veksles mellem indspil fra underviser og gruppebaserede projekter.

Så som forberedelse til efterårssemestret er WeeBlog altså blevet shinet op, da jeg også forestiller mig også at bruge bloggen som studieværktøj i forløbet. Det er altid rart at have haft skoen på....
Jeg tænker selvfølgelig på, om Helens og mit projekt kan være grundlag for min opgave, men nu klapper jeg hesten og ser, om der skulle dukke andre gode ideer op.