torsdag, marts 13, 2008

You are who you know

Jeg bakser med forståelsen af Facebook for tiden. Det kræver tid! Megen tid. Til til at deltage, tid til at læse - såvel teoretisk stof som, hvad andre tænker om det i bloggosphere for eksempel.

Jenkins og Meyrowitz
Jeg er f.eks. meget optaget af Henry Jenkins (websitet er ikke opdateret siden 2006, nu blogger Henry Jenkins i stedet på bloggen: Confessions of an ACA-Fan). Henry Jenkins er en af de få, der i årevis ihærdigt har forsøgt at forstå de nye medie indefra. Bogen "Convergence Culture" samt Whitepaperet, Henry Jenkins forelagde for kongressen (Confronting the Challenges of Participatory Culture: Media Education for the 21st Century), er indsigtsfulde tekster.

Joshua Meyrowitz' bog "No Sense of Place: The Impact of Electronic Media on Social Behavior" giver også et virkeligt godt bidrag til en forståelse Facebook. Med udgangspunkt i Goffman og McLuhan udvikler Meyrowitz nogle vigtige analyser af det anderledes og dynamiske i såvel udviklingen af medierne som vor brug af medierne. Netop den dobbelthed anser jeg for vigtig, det er ikke blot medierne, der udvikler sig, vi bruger dem også anderledes og får med nye medier mulighederne i hænde for at gøre ting anderledes. Ikke blot medierne ændrer sig, vi (brugerne) ændrer os også...... Selvom "No Sense of Place" overvejende anvender TV-mediet som eksempler/cases, er bogens temaer meget relevante for alle nyere medier som f.eks. Facebook.

Påpegningen af skriftens indflydelse på kulturen virker også som en øjenåbner overfor "kulturens blinde pletter".

Både Jenkins og Meyrowitz er i stand til at bygge bro fra "gamle teorier" til den nye kontekst, nye medier og ændrede samfundsformer skaber. Meyrowitz ved bogstavelig talt at sammenholde sociologisk teori og medieteori.

Deltagelse fremmer forståelsenPå en konference for nylig oplevede jeg en længere akademisk gennemgang af unges "selvfremstilling" på Facebook illustreret ved en analyse af 4 fotos fra en ung piges fotomappe i Facebook. Det er ikke første gang, jeg må undres over, hvordan nye medier (mis)fortolkes. Men jeg kan godt undre mig over det "akademiske mod" der udvises, når man blot applikerer gamle mediers analysemodeller på nye, helt anderledes medier....... Facebook er ikke en hjemmeside! Derfor er teoretikere som Jenkins og Meyrowitz helt anderledes interessante.

Facebook app'en, Mozer, der genererer brugerens profilbille af vennernes profilbilleder kan ses som en symbolsk beskrivelse af Facebook. Karakteristisk for Facebook er netop, at det i høj grad er vennerne, der genererer brugerens profil.

You are who you know You are who you know
Klikker man ind på en brugers profil, er det ikke brugerens uploadede materialer (f.eks. fotos), der møder en umiddelbart, men de sociale handlinger, brugeren har foretaget sig i det seneste tidsrum. Allerede her er modsætningen mellem en hjemmeside og Facebook markant. Mens tovejs kommunikationen på en hjemmeside oftest er henvist til en "ekstra-funktion" - et elektronisk forum eller en blogkommentar, er den sociale interaktion i centrum i Facebook.Det er nok en af årsagerne til at Facebook anklages for overfladiskhed. Hvor "socialt" er det at kaste et får efter folk? Tja, hvor socialt er det egentligt at sende et postkort med teksten "Du ønskes en rigtig glædelig jul og et velsignet nytår"? Ikke desto mindre var det en værdsat dyd i min barndom. Er Facebook = julekort hele året?

Hvad er Facebook?
Problemet er - tror jeg lige nu, men det kan ændre sig - at Facebook ikke er én, men mange ting. Ofte udnævnes LinkedIn til at være et fagligt netværk og Facebook til at være et værre rod. Det med "rodet" kan jeg sådan set godt tilslutte mig, og netop her kommer Meyrowitz mig til hjælp. Ifølge ham er det nye, at "sociale situationer" blandes sammen. Casestory'en er, at da den unge Meyrowitz vendte tilbage fra et Europa ophold og fortalte han om opholdet på én måde til forældrene (sikkerhed og rene hotelværelser), en anden måde til sin lærer (dannelse: museer, historiske steder og kulturforskelle) og en tredje måde til sine venner (fare, eventyr og forelskelse).

Da jeg startede med at være aktiv i Facebook (og ikke bare klikke forundret rundt), fik jeg netop det problem, at det, mine studerende synes er sjovt, sikkert opleves som forstyrrende af de to, ældre RUC - lektorer i mit netværk. Og hvad med sproget? Mit engelsksprogede netværk ser sikkert underlige tegn, når jeg skriver dansk med æ, ø og å, mens en del studerende bliver hægtet af, hvis jeg skriver engelsk. Det ser for øvrigt ud til, at Facebook fremover vil give mig et værktøj til at adskille indholdet i forhold til de grupper, jeg har defineret (pt. hedder de: Work, Private, Networks og Students). Men det er endnu alt for besværligt.


Hver ny aktivitet (og tro mig, dem er der mange af - nogle kalder dem ligefrem vira, men mere om det senere) skal tjekkes af i utallige felter ift. disse grupper. Hm.... det må kunne gøres simplere?

Øjenåbner 2.0
I Facebook blev jeg således konfronteret med, hvad det er, jeg normalt skriver på nettet. Jeg er meget vant til at kommunikere med mine netstuderende på nettet, og selvfølgelig er der også plads til humor og venskabelige bemærkninger. Men nu gik det op for mig, at jeg hidtil har været "fagpersonen", når jeg var på nettet. Både i LMS'et og i Web 2.0 teknologierne. Måske lidt mindre på Flickr end i teksterne...... På Flickr ligger der trods alt fotos af min reol, min datter, min altan og min nytårsmad - men helt ærligt! De er ikke særligt "private".

En artikel: Facebook as a Tool for Learning Engagement havde sat mig lidt på sporet:

Creating a profile can seem somewhat awkward, because at heart a site like Facebook will feel a little like a dating site. It is important to know that you only need to share as much as you feel comfortable, and that it is often useful to express restraint. What do students like in a faculty profile? First, they want to know a little about you. They want to know some of your favorite books, movies and TV shows. You get no points for loading your profile with pretentious interests - students want to feel connected to you. If you like the Family Guy or Curb Your Enthusaism, share it. Second, students like pictures. If you've got some pictures from conferences, or from when you met famous people, or pictures of your family, share them. You don't need to upload hundreds, but a few pictures will really add a humanizing aspect to your identity. The key in creating a profile is sharing a little bit of the real you - when you can make these connections with your students, you will engage them.

Selvom mine studerende er voksne, gør det samme sig nok gældende for dem. Så jeg lagde "ikke fag-bøger", TV-serier, film m.m. ind i profilen. Jeg har dog en regel: jeg inviterer ikke mine studerende til at være mine "venner" - de skal invitere mig. Jeg håber, at de opfatter mig som "tilgængelig", når de ser de mange studerende, der allerede er i mit netværk. I øvrigt er artiklens overskrift værd at bemærke: Learning Engagement!

Jeg tror desuden sproget spiller ind. "Friends" dækker også "bekendte" og ikke blot det, vi på dansk kalder "venner". Den danske mediedebat om Facebook (eksempelvis i dag i Information: "Selvprofilering i den bedste sendetid") påpeger ofte det "overfladiske" i kontakterne:

Selve det at blive opfattet som en "ven" er da heller ikke nær så kompliceret på netværksportalerne, som det er i det virkelige liv, hvor relationen typisk tager anderledes længere tid og bygger på helt andre forudsætninger, besværligheder og erfaringer to personer imellem end i cyberspace.

Igen er det formentlig sammenblandingen af sociale relationer, der er årsagen. "Friends" er både venner og bekendte. Også Strong ties og weak ties blandes i Facebook.

Homo Ludens
Men jeg måtte nu alligevel synke en ekstra gang, da en af mine studerende satte mig til salg på Facebook. Crikie! Hvordan skulle jeg nu liiige forholde mig til det? Heldigvis har jeg en kulsort humor, så jeg valgte hurtigt at grine højt. Ja, ikke bare det, jeg fortalte også vidt og bredt om det på arbejde. En senere bemærkning fra den studerende, der havde sat mig til salg: "Jeg tænkte nok, du ville synes, det var sjovt.", viste jo blot, at han kendte min humor.

Ikke nok med det, køb og salg af vennerne viste sig at være en leg, det har givet mange sjove oplevelser at deltage i. Ikke blot medførte en kvindelig studerendes spørgsmål om en af mine private venner (en rigtig hunk!), at hun blev involveret i legen, men på et tidspunkt skrev jeg i min "Status" (mere om den ved en anden lejlighed): "Lis is an object for male bonding", da to af mine mandlige bekendte havde gang i en ægte drenge-kappestrid, hvor det var helt tydeligt, at det ikke handlede ikke om mig, men om deres relation. Et vigtigt aspekt i legen er, at prisen stiger ved hver handel. Pengene "tjener" man ved at logge ind (med min. 4 timers mellemrum), og der kan gå dage, før man har optjent penge nok til at overbyde sidste køber. En drenge-leg, jeg også har udkæmpet med sønnen til en af mine venner. Ikke blot kæmpede vi om ejerskabet, men også om det Nickname, der kan tildeles af køberen. Vi havde en fornøjelig Nickname-ordkamp hen over en weekend, hvor selv Marx blev citeret (All That is Solid Melts Into Air :).
Pjat? Så helt klart. Men hvorfor gå på grinekursus, når man kan more sig lige så godt på Facebook?